VESTHIMMERLAND: Til Byrådsmødet i torsdags var det indstillet fra Beskæftigelsesudvalget, som Borgerservice hører under, at man ønsker Pop-up borgerservice i administrationsbygningerne i Farsø, Aalestrup og Løgstør en dag om ugen med åbningstid på 4 timer.
Det er fire timer mere end det oplæg der gik på, at de nuværende udgifter til Borgerservice i Løgstør der udgør 2 x 4 timer pr. uge konverteres til Pop-up borgerservice.
De fire ekstra timer foreslår et flertal i Beskæftigelsesudvalget tages fra Borgerservice på Rådhuset i Aars.
Borgmester Per Bach Laursen har på den baggrund bedt forvaltningen om en konsekvensbeskrivelse af flertalsbeslutningen fra Beskæftigelsesudvalget. Men forud for Byrådsmødet besluttede Borgmesteren i en mail til Byrådsmedlemmerne, at lade beslutningen om Pop-up borgerservice helt udgå på Byrådsmødet.
Borgmesteren forklarede på Byrådsmødet: – Der er sket det i mellemtiden, som er grunden til at jeg ønsker punktet taget af dagsordenen, er at man får brug for at høre de formelle høringsorganer, som vi har tradition for. Vi er nogle gange kommet lidt uforvarende afsted ved ikke at få hørt korrekt. Derfor er min anbefaling, at vi tager punktet af og sender det tilbage til beskæftigelsesudvalget, for at man kan få høringerne med.
Dermed blev punktet om pop-up service udsat.
/cf