FARSØ: I år er det 25 år siden at det populære lørdags bagagerumssalg i Farsø startede. I lørdags, i forbindelse med starten på sæson 25, blev jubilæet fejret med flag og jubilæumskage på salgspladsen foran den kommunale administrationsbygning i Farsø på Frederik IX’s Plads.
Historien om bagagerumssalget, som blev startet af Farsø Handelsstandsforening for 25 siden, kan du læse her.
Det ugentlige sommersalg, som i dag finder sted fra midten af maj måned til slutningen af august blev hurtigt populært, og det er det stadig den dag i dag.
Ved sæsonstart i lørdags var 35 sælgere på plads, selvom vejrudsigten lød på regnbyger ved middagstid. Men indtil da blev der gjort gode handler og alle 180 stykker jubilæums brunsviger blev serveret sammen med kaffe og saft på under 5 kvarter.


For serveringen havde handelsstandsforeningen allieret sig med ”Farsøs lokale ildsjæle”, som med smil og god betjening sørgede for at alle fik.


Pladsbestyrer Simoni Rask glædede sig over både fremmødet og den fortsatte opbakning til bagagerumssalget. Han står hver lørdag for skiltning og fordeling af pladser til de mange sælgere, som gennem sommeren fylder pladsen med alt fra genbrugsguld og loppefund til haveplanter og legetøj.

Når vejret viser sig fra sin gode side, kan der være mere end 80 sælgere samlet på pladsen. Fælles for varerne er, at de får nyt liv hos nye ejere efter en god handel.


Bagagerumssalget er en del af handelsstandsforeningens populære Hot Sommer-arrangementer. Årets Hot Sommer finder sted over fire mandagaftener fra den 13. juli. Den første Hot Sommer aften lægges der i øvrigt ud med den nye aktivitet “Krea mandag”.
/cf

