Anderledes valgfagstilbud til tre skoler

VESTHIMMERLAND: Tre skoler i Vesthimmerlands Kommune har indgået et samarbejde med Erhvervsskolerne, Vesthimmerlands Gymnasium og Ungdomsskolen om at udbyde andre valgfag til eleverne.

Eleverne i 9. klasserne på Hornum Skole, Toppedalskolen og Aars Skole har sagt ja til at deltage i de kommunale valgfag på Vesthimmerlands Gymnasium, Erhvervsskolerne og i Ungdomsskolen. Desuden har Vokslev Friskole har henvendt sig og deltager med tre elever.

Inden planlægningen af dette skoleår er der udarbejdet et valgfagskatalog indeholdende 12 forskellige alternative valgfag, som skolerne i Vesthimmerlands Kommune har kunnet udbyde til deres elever i 9. klasse i skoleåret 2019-2020.

Eleverne fra Toppedalskolen og Hornum Skole har valgfaget i et halvt år. Eleverne fra Aars Skoles har mulighed for at deltage i de kommunale valgfag i hele skoleåret.

Eleverne har valgt Animationsfilm og Foley på Vesthimmerlands Gymnasium; Bioteknologi i dyrlægens værksted på HTX(teknisk gymnasium) på Erhvervsskolerne Aars; Teknologi, Byggeri & Teknologi på EUD på Erhvervsskolerne Aars samt Adventure i Ungdomsskolen.

På Gymnasiet skal eleverne arbejde med billedkunst, musik og film. Eleverne skal lave fantastiske historier, herefter arbejde med at udvikle deres egne 3-dimensionelle eller 2-dimensionelle figurer og bygge små fysiske scenografier.

På Teknologi, Byggeri & Teknologi skal eleverne på forskellige værksteder, blandt andet mekanik, smed og byggeri. I dyrlægens værksted på teknisk gymnasium har eleverne været i laboratoriet, lært om kostens betydning for helbred og trivsel, om dyrevelfærd, sammenhængen mellem arv og miljø og om ernæring hos husdyr.

Eleverne på Toppedalskolen har tidligere beskrevet, at de, på Adventure-holdet har været sammen med Aars skole på Vilsted Sø, hvor Toppedaleleverne prøvede kræfter med paddleboard. Ud over at eleverne synes, at aktiviteterne var ”mega sjove” kunne de også sætte ord på, at det forbedrede deres indbyrdes samarbejde og sammenhold. De talte meget sammen, også med andre end dem, som man plejede at være sammen med.

-Det glæder mig, at folkeskolerne i Vesthimmerlands Kommune, Ungdomsuddannelserne og Ungdomsskolen har mulighed for at samarbejde om spændende og indholdsrige valgfag til eleverne, siger skole- og dagtilbudschef Anders Norup.

-Jeg håber, at valgfagene giver eleverne indblik i ungdomsuddannelsernes tilbud og muligheder.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: