VESTHIMMERLAND: Jublen var stor i september 2023, da de fem danske ringborge, Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken, Trelleborg og Borgring blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
. Mange års arbejde fra både museerne og kommunernes side kulminerende, og med blåstemplingen fulgte samtidig en forpligtelse til at beskytte, bevare, forske og udbrede kendskabet til stedet.
Mange års arbejde går forud
For Aggersborgs vedkommende er det Vesthimmerlands Museum, som er fagligheden bag, og museets arkæologer og historikere har i mange år arbejdet med at grave i stedets lange historie og ikke mindst formidle resultaterne af forskningen. Stærk formidling er altid funderet i tidskrævende forskning, selvom ”rugbrødsarbejdet” bag sjældent får stor opmærksomhed. Ringborgene er udnævnt til verdensarv som en serienominering, hvilket vil sige, at der også er en forpligtelse til at samarbejde på tværs af borgene. Derfor indgår museets medarbejdere også i mange forskellige netværk, hvor der i fællesskab udvikles formidlingstiltag og ikke mindst søges forskningsmidler med fokus på særligt interessante fælles undersøgelser, som kan tilvejebringe ny viden.
Der følger ikke stor pulje penge med udnævnelsen
Mange tror, at der med udnævnelsen til verdensarv følger en stor pulje penge, som kan anvendes til bl.a. nye formidlingstiltag, men sådan fungerer det desværre ikke. Der skal stadig rejses midler via de store nationale fonde, og det arbejde har man på museet naturligvis indledt. Vigtigt at forstå er det imidlertid, at der både er et kort og et langt perspektiv, når det drejer sig om formidlingen af vikingetidens Aggersborg. Der står ikke et nyt, imponerende ”formidlingscenter” klar til at modtage de mange besøgende sommeren 2024, men til gengæld er idéen at etablere en mindre ”velkomsthytte”, hvor der kan købes is, kaffe samt billetter til omvisninger ved museets fagpersonale. Der vil være aktiviteter hen over sommeren – også særligt målrettet børn – og der vil blive skabt et nyt og hyggeligt besøgsområde med træterrasse og bordbænkesæt, mens det nuværende udstillingshus får et løft.
På sigt etableres visitorcenter
På længere sigt er tanken, at der skal etableres et egentligt ”visitorcenter”, hvor al den nye viden, der de seneste år er opnået om både borgen og Vesthimmerlands historie som et sandt magtcentrum i vikingetiden, skal formidles. Dertil kommer, at det, som UNESCO anser for helt unikt for Aggersborgs vedkommende, er det imponerende landskab og den fortælling, der ligger her i forhold til borgens placering med et vidstrakt udsyn over Limfjorden – datidens trafikale livsnerve. Besøgende skal derfor heller ikke fremadrettet forvente at opleve en genopført borg eller dele af den – ej heller tilføjelser i form af huse eller lignende. Det er ganske enkelt ikke en mulighed grundet fredninger, men heller ikke et ønske fra hverken museet eller UNESCOs side. Til gengæld vil det give mening at lade folk opleve netop dette landskab og dets mange fortællinger i form af stier rundt på området, hvor der undervejs formidles netop den lange historie, der også indbefatter sammenhængen mellem borg, kirke og herregården Aggersborggård. En forsigtig markering – med trædesten – af nogle af borgens 48 huse er også på tegnebrættet, men alt med respekt for landskabet. Dertil kommer, at Vesthimmerlands Kommune har indledt en områdefornyelse i Aggersund, som også har betydning for den fremtidige udvikling af Aggersborg. Der er altså gang i forskellige processer, selvom mange måske vil opleve, at stedet endnu ikke har fået ”UNESCO swung”. Sagen er blot, at det ikke sker fra den ene dag til den anden, men at stærke samarbejder både lokalt og nationalt, nok skal bane vejen for et markant løft af Harald Blåtands største ringborg.