Åbningstid reduceres i skadeklinik

FARSØ: For 3 år siden blev natåbningen på Skadeklinikken ved Farsø Sygehus sparet væk. På det tidspunkt var der sågar tale om at lukke klinikken helt.

Det samme spareoplæg – eller omprioritering som det kaldes, har nu igen været oppe og vende i Region Nordjyllands budgetforhandlinger for 2019.  

Ved en lukning kan man spare kr. 3. mio. om året. Ved en yderligere reduceret åbningstid kan der spares kr. 2. mio. om året.   

Som tidligere skrevet her i avisen har regionrådspolitiker Pia Buus Pinstrup (K) været imod ændringer for Skadeklinikken i det hele taget, fordi hun kender forholdene på Farsø Sygehus og hvor meget det decentrale tilbud betyder for patienterne i nærområdet. 

-Skadeklinikken i Farsø modtager patienter med begrænsede typer skader såsom sår, forvridninger og knoglebrud. Funktionen er bemandet med en speciallæge i ortopædkirurgi samt en sygeplejerske, der i forvejen er på vagt på den ortopædkirugiske afdeling om aftenen, så jeg forstår ikke helt regnestykket, der mangler nogle mellemregninger, siger Pia Buus Pinstrup, der også i regnestykket påpeger at der skal medtages, at personalet i Farsø fungerer som lægefaglig back-up for småskadeklinikken i Hobro.   

Men uanset hvor meget der blev kæmpet for det forholdsvis lille beløb i budgettet, så er budgetforliget nu mundet ud i en yderligere reduceret åbningstid for skadesklinikken, der fra 2019 vil have lukket om aftenen.  

Det vil sige klinikken lukker kl. 17.00 på hverdage og kl. 15.00 i weekenden. 

Pia Buus Pinstrup fortæller, at man udelukkende har kigget på antallet af behandlinger i Skadeklinikken der viser 3.677 behandlinger i 2017. Registreringsmæssigt omfatter denne aktivitet dog også patienter, der bliver henvist fra egen læge eller vagtlæge med henblik på at få lagt gips. Og denne ambulatorieaktivitet vil fortsat finde sted i Farsø.

Kigger man derfor isoleret på Skadeklinikkens egne aktiviteter udgjorde de i 2017 2.655 besøg indenfor åbningstiden. Og man retfærdiggør den reducerede åbningstid med, at de 444 besøg fandt sted indenfor tidsrummet mellem kl. 17 og 22 i hverdage eller 15 til 22 i weekender. D.v.s. at den gennemsnitlige udgift pr. besøg koster kr. 4.500 i dette tidsrum. 

Pia Buus Pinstrup erkender at det koster at have et decentralt tilbud og det er nogle dyre aftentimer, men mener at det skal man have, af hensyn til patienternes tryghed i nærområdet. 

Og i det hele taget tager Pia Buus Pinstrup stor afstand fra ”Salamimetoden”, som reduktionen på åbningstiden er et eksempel på ligesom fjernelsen af blodbanken også var for nogle år siden.

Med reduktionen af åbningstiden i Skadesklinikken betyder det, at patienterne udenfor åbningstiden henvises til Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital. Herudover vil en andel forventelig kunne færdigbehandles i lægevagten, ligesom det forventes, at en mindre del af henvendelserne vil bortfald i forbindelse med ændringen.  

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: