Åbning af Kulturugen finder sted hos Versalift

FARSØ: Farsø har prøvet det før, at være åbningsvært for Vesthimmerlands Kulturuge. Det skete tilbage i 2019, hvor Farsø virksomhederne Outline, Unoform og Danilift i fællesskab var værter for en meget velbesøgt åbning.

Rykker kulturen ud af vante omgivelser
Også denne gang er der lagt op til en fantastisk kulturoplevelse for alle sanser, når Kulturugens åbningsarrangement løber af stablen. Denne gang er det Versalift der rykker kulturen ud af sine vante omgivelser og lægger lokaler til åbningen blandt lifte. Nærmere bestemt Versalifts montagehal på Søndergården.

150 året for Johs. V. spiller også med
Også Johs. V. Jensen og Thit Jensen Museet har en finger med i spillet angående kulturugeåbningen i anledning af 150 året for Johs. V. Jensen.

Såvel Versalift som Johs. V. Jensen Museet vil således have udstillinger, som besøgende kan kigge på, inden Versalifts direktør Martin Lybæk Christiansen byder velkommen. Herefter vil han giver ordet videre til formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune Per Nyborg, der vil holde åbningstalen for Kulturugen 2023.

Sang og musik
Dernæst vil Sangkraft Vesthimmerland synge en sang og der vil blive budt på et glas mousserende vin.

Der vil være en koncert i Versalifts montagehal med den Unikke Trio sammen med udstillinger fra Versalift og Johs. V. Jensen Museet i anledningen af Johs. V. – 150 året.

Herefter kan de fremmødte se frem til en times gratis koncert med Den Unikke Trio i montagehallen, hvor der er stillet an med ca. 200 siddepladser.

Koncert med Den Unikke Trio i montagehallen
Den Unikke Trio, som har arbejdet sammen i 20 år, består af Tina Siel, en af landets absolut bedste sangerinder, der er kendt for sin fløjlsbløde stemme, skønne fortolkninger af salmer og sange samt sit altid gode humør. Tine Lilholt er kendt fra sine mange år i Lars Lilholt band. Tine spiller både fløjte og harpe og er et geni til at finde ind i fløjtens og musikkens sjæl med sine flotte improvisationer. Tine vil ligeledes ved denne koncert spille harpe. Pigerne vil blive professionelt understøttet af pianist Knud-Erik Thrane, som med sin indføling og smukke harmonier vil fuldende trioens ramme for en meget hyggelig og musikalske koncert. Koncerten indeholder både danske, svenske og engelske sange.

Få en snak med Versalifts ansatte
Efter koncerten vil der blive budt på pindemadder fra lokale Hotel Farsø og mulighed for rundvisning i Versalifts haller samt en god snak med de ansatte.

Der gøres opmærksom på at åbningsarrangementet er gratis og der er ikke krav om billet, man møder bare op.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: