FARSØ: Plejecenter Højgården står til at blive udstyret med både solceller og et stort batterianlæg. Målet er ikke kun at spare på energien, men først og fremmest at sikre strøm til plejecentret, hvis strømforsyningen svigter.
500 kvadratmeter solceller
Vesthimmerlands Kommune har planer om at etablere omkring 500 kvadratmeter solceller på Plejecenter Højgården. Anlægget ventes at få en kapacitet på cirka 90 kWp. Samtidig er der planer om et batterianlæg på 200 kWh.
Projektet er en del af kommunens satsning på et grønnere energiforbrug og et stærkere kommunalt kriseberedskab. Plejecenter Højgården er blandt de kommunale bygninger, som kommunen har vurderet egner sig til en kombination af solceller og batteribackup. Den samlede udgift til Plejecenter Højgården er foreløbig vurderet til omkring 1,3 millioner kroner.
Strøm i en krisesituation er afgørende
Oprindeligt har kommunen blandt andet undersøgt batterierne som en måde at optimere økonomien på. Batteriet kan eksempelvis oplades, når strømmen er billig, og strømmen kan bruges, når priserne er højere.
Men Sundhedsudvalget har nu slået fast, at kriseberedskabet skal være det vigtigste formål med investeringerne.
Det betyder, at batteriets kapacitet skal dimensioneres, så det i højere grad kan understøtte driften af Plejecenter Højgården i tilfælde af et strømsvigt.
For et plejecenter er forsyningssikkerheden særlig vigtig. Et længerevarende strømsvigt kan påvirke blandt andet tekniske installationer, fællesarealer og andre funktioner, som er nødvendige for den daglige drift.
Grøn energi og større forsyningssikkerhed
Solcellerne skal samtidig bidrage til at reducere kommunens energiforbrug og CO₂-udledning.
Kommunen har afsat 2 mio. kr. i 2026 til projekter, der både skal understøtte den grønne omstilling og styrke kriseberedskabet på kommunale bygninger.
Ud over Plejecenter Højgården er også Plejecenter Søndervang i Gedsted blandt de projekter, der er udpeget til at kunne realiseres indenfor de 2 mio. kr.
Kommunen vurderer, at investeringerne i solceller og batterier har en forventet levetid på mindst 15 år.
Plejecenter Højgården prioriteres
I den kommunale screening er Plejecenter Højgården det største af de planlagte projekter under Sundheds- og Kulturforvaltningen.
Til sammenligning er der på Plejecenter Søndervang planlagt omkring 165 kvadratmeter solceller samt et batteri på 50 kWh. Den samlede investering her er vurderet til cirka 450.000 kroner.
På Plejecenter Kærbo i Ranum er der også undersøgt muligheder for solceller og batteri. Her vurderes solceller dog ikke at være rentable på nuværende tidspunkt, blandt andet fordi tagkonstruktionen har en begrænset restlevetid.
Sundhedsudvalget har samtidig bedt om, at der udarbejdes en plan for nødstrøm til de øvrige plejecentre i kommunen.
Arbejdet kan gå hurtigt
Kommunens Ejendomscenter skal nu arbejde videre med projektering og eventuelt udbud af anlæggene. Kommunen ønsker at være på forkant, fordi der kan komme øget efterspørgsel på solcelleanlæg, hvis de forventede lovændringer gør det lettere for kommunerne at etablere solceller og batteriløsninger.
/cf
