VESTHIMMERLAND: Som beskrevet her i avisen i sidste uge, vil Vesthimmerlands Kommune tilbyde bygningsejere tilskud til renovering. Byrådet har nu vedtaget at afsætte to millioner kroner til hver af kommunens fire største byer. Pengene skal gå til renovering og forskønnelse af ejendomme, der lever op til en række kriterier.
Forskellige prioriteringer i de fire byer
Bygningsejere kan søge om del i midlerne, hvis de ønsker at renovere deres ejendom. Der er dog forskel på, hvilke områder der prioriteres i de fire byer.
I Farsø er der særligt fokus på ejendomme med facader ud mod Nørregade og Søndergade. I Løgstør prioriteres projekter, der kan være med til at understøtte og bevare det gamle købstadsmiljø. I Aars er fokus rettet mod ejendomme, der understøtter detailhandlen i Himmerlandsgade og det øvrige detailhandelsområde. I Aalestrup prioriteres ejendomme beliggende i Vestergade.
Gode beskrivelser kan styrke ansøgningen
Ud over kommunens egne prioriteringer skal projekterne leve op til de krav, som lovgivningen stiller.
Vesthimmerlands Kommune opfordrer samtidig boligejere til at beskrive deres planer for renoveringen så grundigt som muligt. En god beskrivelse giver kommunen et bedre grundlag for at forstå projektets idé og vurdere, hvilken betydning det kan få for det omkringliggende bymiljø.
/cf
