VESTHIMMERLAND: Sidste år søgte Vesthimmerlands Kommune om 50 mio. kr. i særtilskud som vanskelig stillet kommune, men fik 20 mio.
I år søger Vesthimmerlands kommune om 84 mio. for at få næste års budget til at hænge samme uden at måtte skære.
Det fuldt ansøgte beløb har Vesthimmerland dog aldrig fået, for Vesthimmerland er langt fra den eneste kommune der søger fra Indenrigsministeriets særtilskudspulje på 800 mio. kr. Det gør 36 andre kommuner også, herunder 8 af de andre kommuner i Nordjylland.
Vesthimmerlands Kommune betegner sig som vanskelig stillet grundet demografiske udfordringer. Befolkningstallet er faldende og en større andel er ældre, som økonomisk udfordrer kommunens serviceniveau.
Inden længe går politikerne budgetønskerne for 2026 igennem, og så skal der forhandles.
Budget 2026 forventes at være på plads i slutningen af september og på det tidspunkt skulle indenrigsministeriet også være vendt tilbage med størrelsen på særtilskuddet til Vesthimmerland i 2026.
/cf
