VESTHIMMERLAND: Der er flere mærkbare prioriteringer i Budget 2025, som netop er politisk vedtaget i Vesthimmerlands Kommune.
Sænkes på alle pasningstilbud
En er beslutningen om at sænke forældrebetalingen ensartet på alle pasningstilbud. Det gælder udelukkende den økonomiske andel betalt af forældrene, for kvaliteten er stadig høj og indeholder lovkravene om minimumsnormeringer.
Det betyder helt konkret, at der fra 2026 vil være en forældrebetalingsprocent på 20,87 % i både dagpleje, vuggestue og børnehave. Kommuner kan lovmæssigt kræve op til 25% forældrebetaling og derfor er det en meget stor besparelse for alle forældre i hele Vesthimmerland.
Besparelsen ved den lavere forældrebetalingsprocent i forhold til 25% er for en dagplejeplads og en børnehaveplads på godt 3.000 kr. årligt, mens den for en vuggestueplads er på godt 7.500 kr. årligt.
Børnefamilier er et vigtigt aktiv for Vesthimmerland
Konstitueret formand for Børne- Familieudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Jeppe Korreborg Pedersen, udtaler følgende om den sænkede forældrebetaling i Vesthimmerland.
Bevaret pasningsmuligheder i Ullits, Ranum og Vester Hornum
-Børnefamilier er et vigtigt aktiv for vores kommune, og derfor er jeg selvfølgelig meget tilfreds med, at vi igen er lykkes med at sænke forældrebetalingen. Vi har efter skolestrukturen prioriteret lokal pasning for de mindste, og har derfor også bevaret pasningsmulighederne i Ullits, Ranum og Vester Hornum.
Attraktivt for børnefamilier at bosætte sig
Vi forsøger derved fortsat, at gøre det så attraktivt som muligt for børnefamilier at bosætte sig i Vesthimmerlands Kommune. Vi skal ikke langt fra vores kommune for at finde tilfælde hvor børnefamilierne betaler noget mere for deres pasning samtidig med at de skal køre langt for at finde en dagplejer, vuggestue eller børnehave. Der tror vi på, at en lavere forældrebetaling og den lokale tilstedeværelse kan være med til at skabe udvikling i vores kommune, siger Jeppe Korreborg Pedersen.
Vesthimmerland bliver attraktiv set i forhold til forældrebetaling og den allerede eksisterende kvalitet i pasningstilbud. Med Budget-2025 bliver der mellem 3.300-13.000 kroner årligt at spare for forældre pr. barn set i forhold til omkringliggende kommuner i Nordjylland. Især i dagplejen og vuggestuen.
Nedsatte også forældrebetalingen i 2023
Det er ikke første gang at Vesthimmerlands Kommune nedsætter forældrebetalingen. I Budget-2023 blev der afsat 1,250 mio. til nedsættelse af forældrebetalingsprocenten. I Budget-2025 er det 630.000 kr. og til Budget-2026 1,256 mio. kr.