Det mener budgetaftaleparterne om budget 2025

VESTHIMMERLAND: I dag fredag blev der indgået en budgetaftale for Vesthimmerlands Kommunes budget 2025.

Nedenfor ses partiernes kommentarer til budget 2025. Den 10. oktober finder Byrådets 2. behandling af budgettet sted, hvor Byrådets øvrige medlemmer kan komme med deres sidste kommentarer til budget 2025.

Kurt Friis Jørgensen udtaler på vegne af Venstres byrådsgruppe:
– Vi er glade for at hele byrådet står sammen om et solidt budget. Vi vil gerne fremhæve, at der bliver mulighed for pasning af egne børn, der vil give mere frihed og fleksibilitet til børnefamilier i Vesthimmerland. Herudover blev der fundet penge til at fortsætte ordningen med gratis buskørsel til alle børn og unge under 16 år i kommunen. Sluttelig fik vi øremærket en del af grundkapitalen til almennyttigt byggeri til oplandsbyerne udenfor de fire store byer. Det mener vi giver mulighed for vækst og bosætning, også udenfor Aars, Løgstør, Farsø og Aalestrup.

Henrik Dalgaard udtaler på vegne af Konservatives byrådsgruppe:
– Vi er glade for endnu en gang at være med i aftalen for næste års budget, hvor vi alle i forhandlingslokalet har strakt os mod hinanden. Fra konservatives side glæder det os, at det igen bliver billigere at få sine børn passet i Vesthimmerland. Det tror vi gør en forskel for vores børnefamilier og forhåbentligt for bosætningen i Vesthimmerland. Aftalen indeholder også penge til projekter rundt om i kommunen til glæde for vores foreningsliv og idrætsudøvere. Det er både svømmehallen i Farsø og omklædningsrum i Lanternen i Løgstør og Kimbrerhøjen i Aars. Så sikrer vi også at flere kan beholde deres familielæge i Løgstør, når vi skal til at bygge et nyt lægehus i Løgstør. Vi er meget tilfredse med den aftale vi i fællesskab har lavet.

Asger Andersen udtaler på vegne af den Socialdemokratiske byrådsgruppe:
– I Socialdemokratiet glæder vi os over et robust budget, som sikrer velfærden for de svageste borgere med flere midler til psykiatri og handicapområdet og sårbare børn og unge. På anlægssiden er det meget positivt, at Løgstør får et nyt lægehus, som kan bidrage til at sikre den fremtidige lægedækning. Vi synes også det er vigtigt, at vi tilfører 15 mio.kr. til landdistrikterne i områdefornyelser.

Rasmus Vetter udtaler på vegne af SF’s byrådsgruppe:
– Vi har i SF haft det som høj prioritet at beholde borgerrådgiveren, som har en vigtig funktion, både i at vejlede borgere og forbedre kommunens sagsbehandling og betjening. Vi er desuden glade for, at vi fremtidig får en mobil borgerservice, der kommer til at høre hjemme i alle tre administrationsbygninger på skift. Det var desuden en mærkesag for SF, at der blev sat penge af til Sedimenthåndtering, så vi fremover undgår klapning i fjorden.

Kirsten Moesgaard fra VesthimmerlandsListen udtaler:
– Jeg synes vi har lavet et rigtig godt budget. Alle har fået ønsker gennemført og her glæder det mig, at vi får udviklet Farsø Bymidte og får lavet nyt tag på Farsø Svømmehal med solceller. I Farsø har vi også aftalt at være opmærksomme på infrastrukturen omkring Farsø når VE-anlæggene nærmer sig en udformning. Slutteligt vil jeg også gerne glæde mig over, at vi hjælper med at realisere et nyt sejlsportscenter i Hvalpsund.

Liselotte Lynge Jensen fra Danmarksdemokraterne udtaler:
– Jeg er utrolig glad for, at vi endnu engang har formået at få alle med i budgettet. Det er vigtigt for det fremtidige arbejde vi skal i gang med. For os i Danmarksdemokraterne var det vigtigt, at vi fik forhandlet et godt budget, med aftryk i vores kernepolitik, hvor vi tænker i at styrke yderområder og ikke afhænde. Der kan nævnes afsatte midler til landdistrikterne, og til byfornyelse, så vi kan hjælpe yderområderne.

Sidste år blev der lavet en hensigtserklæring til igangsættelse af Lægehus i Løgstør, så vi kan sikre, at vi også der kan tiltrække læger. Det blev der sat penge af til, og jeg er glad for, at vi nu kan komme i gang. På sundhedsområdet holder vi serviceniveauet, og vi fik afsat nogle penge til psykiatri og handicapområdet, så der er taget højde for forventet opdrift. En af de fremtidssikrende ting var fortsat afsættelse af grundkapital til seniorbofællesskaber. Borgerservice bliver nytænkt, så det fremover kan findes i alle de fire store byer, så alle borgere får glæde af åbning i nærområdet. Dette budget er igen et realistisk og robust budget som vi kan være stolte af.

Lars Rem fra Liberal Alliance udtaler:
– Det er ikke den mest spændende budgetaftale. Det er jeg glad for, fordi det betyder, at vi ikke har overskredet rammerne. Personligt er jeg glad for, at vi har lavet en aftale, der betyder, at vi får borgerservice i hele kommunen.

/cf

LÆS OGSÅ:
* Enighed om Vesthimmerlands Kommunes budget 2025
* Nedslag i Vesthimmerlands Kommunes budget 2025-25 – der særligt angår Farsø-området
* Nedslag i Vesthimmerlands Kommunes budget 2025-2028 – gældende for hele kommunen

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.