VESTHIMMERLAND: På sidste uges møde i Byrådet blev Aars Boligforenings ansøgning om grundkapital til etablering af 10 lejeboliger i Hornum og 4 lejeboliger Blære stemt igennem.
Men der var også en generel ros til boligforeningernes kig på landsbyerne, fordi der faktisk er en efterspørgsel på kvalitetslejeboliger her.
Fra Inger Nielsen (V) lød det:
-På et tidspunkt besluttede vi i Byrådet at grundkapital også skal bruges i landområderne. Dengang startede vi bl.a. i Gedsted, Vegger, Hvalpsund og Haubro – og nu har vi så Hornum og Blære. Som jeg hører det, er alle boliger lejet ud, så jeg synes det har været en god beslutning vi har taget. Jeg ved ikke hvor meget grundkapital der er tilbage i puljen, men jeg synes vi skal afsætte noget mere grundkapital til flere boliger i landområderne. Vi ser der er efterspørgsel efter dem og de kan godt lejes ud. Når vi italesætter det i Byrådet, så er det også noget boligforeningerne arbejder efter.
Asger Andersen (S) er enig. -Affolkning er den største udfordring Vesthimmerland har og som der skal rigtig mange forskellige indsatser til for at imødegå. Der er ingen tvivl om, at der er en lang række landsbyer der har et potentiale til at kan rumme disse lejeboliger og hvor borgerne gerne vil blive. Så myten om at lejeboliger i landdistriktet skaber affolkning passer ikke. Det handler om at der skal være boliger i en god kvalitet.
/cf
