VESTHIMMERLAND: Beskæftigelsesudvalget i Vesthimmerlands Kommune har netop bevilliget kr. 225.000 så kommunens fem ungdomsklubber kan udvide åbningstiden fra nytår.
De fem ungdomsklubbet befinder sig i henholdsvis Farsø, Løgstør, Ranum, Aars og Aalestrup. Den udvidede åbningstid kommer til at bestå i en ekstra dag om ugen, hvor der vil være åbent om eftermiddagen.
I dag har ungdomsklubberne i Farsø, Løgstør, Aars og Aalestrup åbent to aftener om ugen for unge fra 7. klasse til 18 år. Klubben i Ranum har åbent en enkelt aften. Men alle fem klubber får altså fra årsskiftet udvidet tilbuddet med en ekstra eftermiddag på 3 timer.
Allerede i august måned anmodede Beskæftigelsesudvalget kommunens forvaltning om at lave en beregning på, hvad det vil koste at udvide åbningstiden i ungdomsklubberne i Vesthimmerlands Kommune.
Byrådet vedtog i oktober måned det samlede kommunale budget for 2023. I den forbindelse blev det vedtaget, at der skulle afsættes 225.000 kr. til udvidelse af åbningstiden i ungdomsklubberne.
UNGvesthimmerland har siden arbejdet videre med de udvidede åbningstider og er kommet med anbefalingen om den ekstra eftermiddag fordi UNGvesthimmerland gerne vil give unge et godt fællesskab lige efter skoletid, og dermed mulighed for at få flere unge ind i klubmiljøerne. Derudover afprøves en ekstra aftenåbning i klubben i Aars 4-6 gange årligt.
UNGvesthimmerland skal på baggrund af udvidelsen af åbningstiderne ansætte nye medarbejdere, da de nuværende klubmedarbejdere er deltidsansatte med beskæftigelse i andre virksomheder.
UNGvesthimmerland vil foretage en evaluering 6 måneder efter start m.h.t. antal og målgruppe og Beskæftigelsesudvalget vil få en tilbagemelding herpå.
