Lær de nye affaldstyper at kende

VESTHIMMERLAND: Den 1. januar 2023 starter den nye affaldssortering i Vesthimmerland. I disse uger sender Vesthimmerlands Forsyning en informationspakke med post ud til husstandene i Vesthimmerland.

Ud over pakken indeholder nye klistermærker til affaldscontainerne, så er der også en del nyt man skal lære med hensyn til sortering. Her kommer Vesthimmerlands Forsyning med en introduktion til de nye affaldstyper.

Madaffald er en af de nye affaldstyper, som borgerne i Vesthimmerland skal lære at kende.

Madaffald
Madaffald er mad i alle afskygninger fx madrester og fordærvet mad. Skræller, æggeskaller og skrog. Fiskeben og kyllingeskrog. Kaffefiltre og teposer af papir. Afskårne blomster. Alt madaffald skal i pose, og du skal binde knude på posen. Der er udleveret grønne poser til madaffald. Poserne er ganske almindelige plastikposer. Du må gerne bruge dine egne poser, hvis du hellere vil det. Du skal blot sikre dig, at man kan se igennem posen og at du kan lukke den med en knude. Forsyningen fraråder brug af bionedbrydelige poser, da nedbrydningsprocessen går i gang for tidligt i forhold til håndtering af madaffaldet. Heller ikke bæreposer med hank (dem fra dagligvarebutikkerne) anbefales, da de sjældent kan lukkes ordentligt. Behandlingsanlægget frasorterer plastikposerne, som enten sendes til genanvendelse eller til energiudnyttelse på et varmeværk. Selve madaffaldet omdannes til biogas og bruges til fx el og varme.

Indret dig med gode løsninger, der passer til dit hjem. Sortering af affald kan hurtigt blive en del af hverdagen, hvis det er let at sortere affald der, hvor det opstår.

Mad- & drikkekartoner
Mad- & drikkekartoner er fx kartoner fra mælk, yoghurt, flåede tomater, bønner, mornaysauce, fløde og lignende. Tøm og fold kartonerne og læg dem løst i beholderen (= ingen pose). Mad- & drikkekartoner består af et lag pap yderst og et tyndt lag folie inderst. Kartonerne bliver sendt til fabrikker, hvor folie og papirfibre bliver adskilt, for derefter at indgå i nye produkter.

Plast
I Vesthimmerland har borgerne længe sorteret den hårde plast fra, og fra januar 2023 kan du blande både hård og blød plast i det samme rum. Det vil sige; poser fra grøntsager og emballagen rundt om toiletrullerne, slikposer, fryseposer og rugbrødsposer, kødbakker, bøtter fra creme fraiche, shampoo, flydende vaskemiddel og så videre. Tøm og skrab plasten fri for madrester og læg affaldet løst i beholderen. Vesthimmerlands Forsyning sender al plasten til et sorteringsanlæg. De genanvendelige plasttyper kværnes til granulat. Granulatet bliver herefter smeltet om til nye plastprodukter. 

Tekstilaffald
Tekstilaffald kan også genanvendes fx som fyld i bilsæder eller som isolering. Regeringens sorterings- og indsamlingskriteriet har dog ladet vente på sig, derfor er informationsmaterialet først klar til juli 2023. 

Restaffald (det vi i dag kalder dagrenovation)
Hvad er der så egentlig tilbage til restaffald? Det er fx pizzabakker, bleer, bind, vatpinde og beskidt emballage der ikke kan skrabes ren. Snotklude. Kaffeposer. Servietter og brugt køkkenrulle. Gavepapir og -bånd. Cigaretskod og ekstrementer fra kæledyr. Alt restaffald skal i pose. Husk at binde knude. Restaffaldet sendes til Aars Fjernvarme og bliver til varme

Når du har fået tømt glas/metal og hård plast for sidste gang i 2022, må du skifte alle klistermærkerne og begynde at sortere efter de nye inddelinger. Her er det de nye klistermærker til glas og metal, der påsættes i låget.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: