Klimaneutralitet på 88 % i 2030 alt for ambitiøs

VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune blev i starten af 2020 en del af det nationale projekt DK2020, hvor ambitionen er, at der udarbejdes klimahandlingsplaner for alle kommuner i Danmark, der understøtter globale og nationale klimamålsætninger.

Vesthimmerlands Kommune har udarbejdet klimahandlingsplanen ”Udviklingsplan for Grøn omstilling 2022” og den er udarbejdet med et stort fokus på lokalt forankrede handlinger, som skal sikre et grønnere Vesthimmerland.

Med afsæt i målsætningerne for de enkelte fokusområder, er Vesthimmerlands Kommune med sin Klimahandlingsplan mere ambitiøse frem mod 2030, end de nationale målsætninger foreskriver. Kommunens ambition er at nå 88 procent klimaneutralitet i 2030 og 100 procent i 2050. En ambition, der ligger over det nationale mål på 70 procent i 2030.

Planen var til godkendelse på seneste Byrådsmøde, men det høje mål på 88 % afledte også en diskussion i Byrådssalen.    

Den blev startet af Svend Jørgensen (C): – At være ambitiøs det koster. Jeg kan godt frygte, at det bliver rigtigt dyrt for kommunens borgere, for kommunes landmænd og kommunens virksomheder, at vi ønsker at være mere ambitiøse end landet som helhed.

Svend Jørgensen fortsatte: – Desuden er målene også fra før Ukraine krisen startede, og der er ingen overhovedet der kender konsekvenserne af den krise endnu. Jeg vil foreslå, at vi sætter kommunens ambitionsniveau ned, så den følger resten af landet, og så tror jeg vi kan nå det. Det bliver såmænd dyrt nok for alle i kommunen og i resten af landet bare at nå de 70 %. Jeg ser ingen grund til, at vi skal foran på dette område.

Det fik Erik Stagsted (A), der også er medlem af kommunens klimaråd til at svare: Det går for langsomt. Og jeg er ikke tilhænger at Svend Jørgensens syltekrukke. Vi skal tilføre en bæredygtighed så hurtigt som muligt.

Også LiseLotte Lynge (løsgænger) synes målet er urealistisk. Men hvis vi sætter det som ambition uden at blive hængt op på at nå det, så er det OK.   

Lars Rem (D): Hastværk kan være lastværk. Det er bedre at nå noget, der er gennemarbejdet.

Venstres Benny Hansen var med på de 88%: – Faktisk er klima noget, som unge mennesker går op i, så en stor klimamæssig ambition vil bidrage til bosætning i kommunen. 

-Der er gået overbudspolitik i, hvem der kan sætte den højeste procent. Jeg kan sige 96 %, men jeg kan godt sige, at vi ikke når de 88 %. Når vi de 70 %, skal vi klappe i vores hænder, fastslog Allan Ritter Andersen (C).

Hvordan man når frem til målet på de 88 % var der kun Venstres Morten Mejdahl, der er landmand, der bød ind med. – Køb danske landbrugsprodukter. Der er ingen, der producerer så klimavenligt som dansk landbrug, og så sparer det også en masse transport.

Borgmester Per Bach Laursen (V) sluttede af med, at sige at han var glad for at man havde haft denne diskussion i byrådssalen. Den vesthimmerlandske klimaplan blev i øvrigt  godkendt med hele byrådets opbakning.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.