Skadestue bliver til Akutklinik

FARSØ: Den 1. marts 2020 blev der indgået en ny lægevagtsaftale i Region Nordjylland. Aftalen betød nedlukning af lægevagtsaktiviteterne i Farsø, Brovst og Skagen,

hvorfor der efterfølgende har været drøftet forskellige muligheder for at understøtte lægedækningen i de berørte områder via kompenserende foranstaltninger. Region Nordjylland igangsatte i 2020 flere initiativer blandt andet øget brug af videokonsultationer og en udvidet transportordning til lægevagten.

Udvidet åbningstid
Jf. budgetforliget for 2021 fortsætter Region Nordjylland arbejdet med at styrke sundhedstilbuddene i de berørte områder i 2021. Af aftaleteksten fremgår det således: ”Forligspartierne ønsker at styrke det akutte tilbud for borgerne i Vesthimmerland. Der er derfor prioriteret midler til at udvide åbningstiden i skadeklinikken(Skadestuen- red.)i Farsø, således at der vil være åbent alle dage mellem kl. 8 og 22″

Aalborg Universitetshospital har udarbejdet to modeller for den udvidede åbningstid.

Den ene model tager – med inspiration fra Region Midtjylland – udgangspunkt i, at skadestuen ændrer status til Akutklinik og på hverdage bemandes af en behandlersygeplejerske, mens den anden model omfatter udvidelse af den nuværende bemanding og en ændring af status fra skadestue til skadeklinik. 

Skadestuen bemandes i dag på hverdage af en sygeplejerske samt en medicinstuderende. Speciallæger fra ortopædkirurgien, der varetager den planlagte aktivitet i Farsø, fungerer på hverdage som backup. I weekender og på helligdage varetages funktionen af en sygeplejerske og en speciallæge. Desuden er der en radiograf på vagt i skadestuens nuværende åbningstid

På Aalborg Universitetshospital har der på tværs af de involverede klinikker været nedsat en arbejdsgruppe til at udarbejde forslag til en bedst mulig model for skadestuen i Farsø – indenfor den afsatte økonomiske ramme.  

Skadestue status kan ikke beholdes
Den økonomiske ramme betyder, at der ikke er midler til at udvide den eksisterende ordning med lægedækning i hele tidsrummet, d.v.s. at nuværende status som skadestue bibeholdes. Det skyldes at rekruttering af ortopædkirurgiske læger uden for normal åbningstid aktuelt er meget vanskeligt.

Derfor er det arbejdsgruppens anbefaling, at der skabes et nyt set-up for den nuværende skadestue i Farsø til Akutklinik, hvor der satses på behandlersygeplejersker og et styrket samarbejde med skadeklinikken i Hobro.

Akut- og Praksisudvalget i Region Nordjylland færdiggjorde forslaget om ændring fra Skadestue til Akutklinik på sit møde i sidste uge, som indstilles til Regionsrådet og behandles på mødet den 30. marts.   

Ændringen og dermed udvidelsen af åbningstiden i Farsø kan først implementeres ved årsskiftet, da der først skal uddannes behandlersygeplejesker til at bemande Akutklinikken i Farsø.

LÆS OGSÅ:
Nyt set-up: Behandlersygeplejersker i en Akutklinik Farsø
Er løsningen god nok?
LÆSERBREV af Pia Buus Pinstrup: Kongens nye klæder  
LÆSERBREV Af Mogens Ove Madsen: Det vitterlige vås!

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: