HORNUM: Socialtilsyn Nord har for nyligt gennemført uanmeldt tilsynsbesøg hos Familiehuset Vesthimmerland og vurderer at kvaliteten er i top.
Familiehuset Vesthimmerland indeholder fire lejligheder til familier i Børnehuset og fem værelser samt to udslusningslejligheder i Ungehuset. Dermed kan Familiehuset samlet set rumme sårbare børn og unge i alderen 0-22 år, og hjælpe dem og deres familier på vej når livet går i hårdknude. Andre kommuner kan også benytte tilbuddenes pladser. Det er Socialtilsynet som godkender og fører driftstilsyn med døgntilbud, som minimum en gang årligt. Driftstilsynet indbefatter besøg i Familiehuset og samtaler med medarbejdere, ledere og borgere tilknyttet tilbuddene – og denne gang har Familiehuset altså scoret topkarakterer!
Kvaliteten af tilbuddene vurderes fra 1-5 indenfor syv forskellige temaer og alle vurderinger af Familiehuset ligger fra 4 til 5, hvilket svarer til, at kravene indenfor temaerne er opfyldt i høj grad eller i meget høj grad. Ved forrige tilsyn var vurderingerne også alle mellem 4 og 5, så der er tale om en vedvarende kvalitet i tilbuddet.
Tilsynet vurderer blandt andet, at der tydeligt arbejdes ressourcefokuseret og efter en anerkendende tilgang. Samtidig er der stor vægt på medinddragelse af borgerne og samarbejde på tværs af myndighed og tilbud. Det glæder Børne- og Familieudvalget, at tilbuddene som startede i 2018 er kommet så godt i gang. Formand Inger Nielsen udtaler:
-Jeg synes det er betryggende, at vores Familiehus klarer det så godt. Det er vigtigt at vi leverer kvalitet når vi har med sårbare børn, unge og familier at gøre, så der er bestemt stor ros til Familiehusets medarbejdere.
Børne- og Familieudvalget håber, at tilbuddenes tydelige kvalitet vil medføre flere samarbejder med andre kommuner i fremtiden.
