FARSØ: Dagligvarekæden Netto, som er ejet af Dansk Supermarked, er ved at lægge billet ind på Farsø.
Det fremgår af henvendelse fra firmaet Segalt Consult Aps til Vesthimmerlands Kommune.
Netto vil gerne bygge en 1200 m2 stor butik på Holmevej ved rundkørslen i den nordlige ende af Farsø på ejendommene Nørregade 78 og 80 samt Holmevej 10.
I dag vil kommunens Økonomiudvalg behandle henvendelsen på sit møde. Det skyldes ikke mindst at den ønskede placering af dagligvarebutikken ligger uden for det i Kommuneplan 2017 afgrænsede detailhandelsområde i Farsø. Derfor vil en realisering af projektet kræve udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplan.
I området og ved rundkørslen, som er den nordlige indfaldsvej til byen, ligger der i forvejen en dagligvarebutik (Aldi), en cykelforretning med værksted og en tankstation med kiosk. Området er i Kommuneplan 2017 udlagt til centerformål – såsom om butikker, liberale erhverv, restaurant, hotel, offentlige formål, boliger m.m. Så på den måde er der åbnet op for detailhandel.
Den ønskede placering af dagligvarebutikken ligger dog uden for det afgrænsede detailhandelsområde i Farsø, som er koncentreret omkring Rådhuscenteret midt i Farsø by. Men alligevel har man opretholdt muligheden for detailhandel – samt mulighed for udlæg af området til pladskrævende varegrupper – i byens nordlige del omkring rundkørslen Nørregade og Holmevej.
I Detailhandelsanalysen for Vesthimmerlands Kommune fra januar 2017 er handelsbalancen for dagligvarebutikker i Farsø opgjort til 98 %. Detailhandlen i Farsø er begunstiget af en koncentreret detailhandel i et overdækket indkøbsmiljø i Farsø Rådhuscenter. Der er gode parkeringsmuligheder og kort afstand mellem de enkelte butikker. Analysen påpeger endvidere, at det er vigtigt, at der i Farsø fortsat arbejdes på at koncentrere og styrke detailhandelen og de kundeorienterede servicefunktioner i bymidten. Det er især vigtigt, at dagligvarehandlen så vidt muligt fortsat er koncentreret og placeret tæt på udvalgsvarebutikkerne og de kundeorienterede servicefunktioner. På anbefaling af detailhandelsanalysen blev detailhandelsafgrænsningen i Farsø derfor reduceret til at være koncentreret omkring Rådhuscenteret – netop med det mål at fastholde og styrke handlen i byen.
Fra kommunens forvaltning lyder anbefalingen til Økonomiudvalget, at man på trods af detailhandelafgrænsningen bør kigge på muligheden og anbefaler derfor en fordebat med høring i 4 uger.
Det er derfor nu op til Økonomiudvalget, om man skal åbne for en ny detailhandelbutik i Farsø.
Dagligvarebutikken ønskes opført med et butiksareal på 1.200 m2 på et samlet grundareal på 4.143 m2. Butikken placeres i det syd østlige hjørne af grunden med vareindkørsel på grundens østligste del fra Holmevej. Der etableres indkørsel til parkeringsarealerne midt på grunden ligeledes fra Holmevej. Parkeringsarealerne indrettes med 62 alm. parkeringspladser og 2 handicap parkeringspladser, jf. forslag til situationsplan. Bygningen vil blive opført i en højde på ca. 5-6 m. med fladt tag.Facader vil fremstå af teglsten / alu-beklædning Indgangsparti og vinduer udføres i glas / alu partier. Blomsterhus, overdækket varegård og kundevogns skure etableres i galvaniseret jern. Belægning udføres som flisebelægning / asfaltbelægning afsluttet med kantsten og evt. beplantning, beskriver Segalt Consult Aps i sin henvendelse til Vesthimmerlands Kommune.