4 plejecentre med demensafdelinger højnes

VESTHIMMERLAND: Tilbage i juni præsenterede Sundhedsforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune en anbefaling til Sundhedsudvalget om at reducere antallet af demensafdelinger på kommunens plejecentre fra fire til to 

for at sikre fagligheden med hensyn til kompetencer og specialisering for borgere med svær demens.    

I oplægget fra forvaltningen var der lagt op til, at demensafdelingerne på Plejecenter Højgaarden i Farsø og Aaglimt i Aalestrup skulle flyttes til Kærbo i Ranum og Plejecenter Østermarken i Aars.

I Sundhedsudvalget har man været splittet om løsningen, hvor især nærhed og afstand til plejecentrene har været tungtvejende. Besøg fra pårørende er vigtige for borgere med demens.

På Sundhedsudvalgets seneste møde i starten af august valgte man derfor at sende beslutningen videre til Byrådet, ligesom kommunens ældreråd er blevet spurgt. Ældrerådets anbefaling er demenspladser på fire plejecentre.

Uanset Byrådets beslutning har Sundhedsudvalget bestilt et økonomisk overslag til kompetenceudviklingsplan indenfor demens, baseret på demensafdelinger på fire matrikler.  

Nu er såvel Byrådets beslutning og en økonomisk beregning fremkommet.

Forslaget om at bibeholde demensafdelinger på 4 matrikler i kommunen blev sendt til afstemning, hvor 18 byrådsmedlemmer stemte for. Ingen stemte imod, men 8 undlod at stemme. 

Det betyder de 4 demensafdelinger består.   

Der har igennem de seneste år været fokus på demensområdet, og derfor er der allerede i 2019 og 2020 igangsat initiativer i i form at kompetenceløft, der relaterer til demensområdet. Der har været uddannelse af plejepersonalet ligesom der er uddannet demensressourcepersoner.  Det allerede igangsatte kompetenceløft har bidraget til at højne niveauet på alle plejecentre generelt.

For at understøtte implementering og anvendelsen af kompetenceløftet i den daglige praksis skal der ske en videre udvikling af området, via større fokus på ledelse lokalt og demensressourcepersoners rolle og funktion i alle 4 centre med specialiserede demenspladser.

Uddannelse af udvalgt personale, ledere og frikøb af fire demensressourcepersoner vil i 2021 beløbe sig til 1,5 mio. kr.  Udgiften til frikøb af fire demens ressourcepersoner vil forsætte med kr. 900.000 årligt i de følgende år.   

Det er nu op til Sundhedsudvalget at medtage de øgede udgifter i de kommunale budgetforhandlinger for 2121-2024.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: