1,6 mio. kr. skal skabe nyt liv i Overlade og færdiggøre Palmehaven i Vegger

OVERLADE/VEGGER: Overskydende midler fra den første områdefornyelse i landdistrikterne skal nu omsættes til konkrete forbedringer i Overlade og Vegger. Byrådet har godkendt, at 1.612.064 kroner fordeles mellem to lokale projekter, som bygger videre på allerede igangsatte initiativer.

Beslutningen blev endeligt godkendt på byrådsmødet i sidste uge.

Af det samlede beløb på 1.612.064 kroner går 45.000 kroner til færdiggørelse af elinstallationerne ved Palmehaven i Vegger, mens de resterende 1.567.064 kroner afsættes til udviklingsprojektet omkring Trend som vandaktivitetsspot med et nyt byrum ved Brugsen i Overlade.

Lokale ønsker skal omsættes til virkelighed
Næstformand i Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Benny Hansen (V), glædede sig over, at pengene kan bruges på konkrete projekter, som udspringer af lokale ønsker.

-Vi skal tage stilling til, hvordan vi anvender godt 1,6 millioner kroner, som er tilbage fra den første områdefornyelse i landdistrikterne. Landdistriktsrådet har anbefalet, at pengene bruges til to konkrete projekter, som bygger videre på allerede igangsatte lokale initiativer, sagde han på mødet.

Han fremhævede, at både Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget og Økonomiudvalget bakker op om prioriteringen.

-Det er en rigtig god prioritering at anvende de resterende midler til konkrete forbedringer, som de lokale selv har peget på, og som ligger i forlængelse af de udviklingsplaner, vi allerede har godkendt. Det er netop det, vores områdefornyelse skal bidrage til: at understøtte det lokale engagement og skabe attraktive lokalsamfund.

Nyt multifunktionelt byrum ved Brugsen i Overlade
Den største del af tilbageløbsmidlerne går til udviklingen af området ved Brugsen i Overlade. Her skal et centralt areal omdannes til et attraktivt og multifunktionelt byrum med offentlig parkering, ladefaciliteter og rekreative opholdsmuligheder.

Tanken er, at området skal fungere som et naturligt mødested for både lokale borgere og turister på vej til og fra vandet ved Trend.

Byrummet skal samtidig understøtte handlen i den lokale dagligvarebutik, turismen og de lokale fællesskaber. Der skal skabes fleksible rammer for blandt andet markedsdage, kulturelle arrangementer og andre aktiviteter.

Projektet skal ses i sammenhæng med de øvrige initiativer omkring Trend som vandaktivitetsspot, hvor der blandt andet allerede er etableret en badebro.

Projektet gennemføres i samarbejde mellem lokale aktører og kommunen.

Et langt sejt træk med borgerne i centrum
Asger Andersen (S) gav på byrådsmødet fuld opbakning til indstillingen og benyttede samtidig lejligheden til at fremhæve betydningen af borgerinddragelse i udviklingen af landdistrikterne.

Han pegede på, at den første områdefornyelse har vist, hvordan lokale idéer kan blive til virkelighed, når borgere, civilsamfund og politikere arbejder sammen.

-Det her viser, at Vesthimmerland er et sted, hvor man som borger kan drømme og realisere, når vi gør noget sammen. Der er mange aktører involveret, men vi formår faktisk at skabe resultater, sagde Asger Andersen.

Han glædede sig også over, at Palmehaven i Vegger nu kan blive gjort færdig. Samtidig trak han tråde tilbage til områdets historie og den første byfornyelse i det daværende Aars Kommune for godt 20 år siden.

-Det er det lange seje træk, der gør forskellen. Det, der gør Vesthimmerland til et godt sted at bo, er det fællesskab, der gør, at vi kan skabe forandring og udvikling.

Han fremhævede desuden, at kommunen efter hans mening er blandt de bedste til at involvere borgerne i arbejdet med at udvikle landdistrikterne.

Nye resultater giver energi til det lokale arbejde
Også Jimmy Støttrup (V) glædede sig over, at arbejdet med udviklingen af landdistrikterne nu begynder at vise synlige resultater.

Han henviste til etableringen af de otte nye distrikter i den foregående byrådsperiode, hvor visionsråd og borgerforeninger har lagt mange timer i arbejdet med lokale udviklingsplaner.

-Det har været lang tid undervejs. Nogle gange har det været lidt opgivende rundt omkring, fordi man ikke kunne se resultaterne af alle de timer, man brugte sammen med kommunens folk. Men nu begynder vi at kunne se resultaterne rundt omkring. Der begynder at være noget, man kan forholde sig til, og det giver fornyet benzin på tanken i visionsrådene og borgerforeningerne, sagde han.

Han betegnede arbejdet som noget rigtig godt, kommunen har sat i gang.

Pengene skal bruges inden udgangen af 2028
Den oprindelige områdefornyelse i landdistrikterne blev godkendt af Byrådet i december 2023 med en samlet økonomisk ramme på seks millioner kroner.

De 1.612.064 kroner, der nu fordeles, består dels af midler, som ikke tidligere var blevet prioriteret til konkrete projekter, dels af penge fra projekter, der ikke blev gennemført eller blev billigere end forventet.

En væsentlig del af pengene stammer fra projektet ved Sjørup Sø i Gatten, hvor etableringen af en trampesti i stedet for en stenmelssti betød, at projektet blev gennemført til en lavere pris.

Landdistriktsrådet har prioriteret, at de overskydende midler skal gå til projekter, der bygger videre på allerede igangværende initiativer og indgår i de politisk godkendte lokale udviklingsplaner.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.