FARSØ: Som beskrevet her i avisen for to uger siden, så lød august måneds energiregning i Dronning Ingrid Hallerne på kr. 132.000 alene for august måned. Det er 100.000 mere sammenlignet med et år siden.
Som beskrevet, blev der straks efter kendskab til strømregningen gjort tiltag såsom at slukke 1/3 af lyset, justere på tidsure og slukke maskiner i cafeens køkken.
For at sikre den fremtidige drift, har bestyrelsen i Dronning Ingrid Hallerne besluttet, at man desværre er nødsaget til at indføre yderligere tiltag, i forbindelse med de stigende energipriser.
Disse tiltag forventes at være midlertidige, indtil markedet stabiliseres:
Fra 1. oktober vil der således blive reduceret på åbningstiden. Det drejer sig om svømmehallen og cafeen som vil holde lukket torsdag aften.
Fra den 22. oktober gælder den reducerede åbningstid også lørdage.
Svømmehallens sauna vil desuden være helt slukket indtil videre.
Fra bestyrelsen for Dronning Ingrid Hallerne lyder det, at et estimeret merforbrug på el for ét år, kan ende på op til en million kroner, hvis priserne forbliver høje. Det kan true hallens drift. I svømmehallen er der ingen refundering af moms/afgifter på el, hvilket gør at de fleste besparelser kan findes her. Grundet den stadig billige fjernvarme i byen, finder bestyrelsen det dog ikke nødvendigt at sænke vandtemperaturen i svømmehallens bassiner.
