GATTEN: HimmerLand har mange planer for Gatten, og nu er der givet grønt lys fra Byrådet til at sende et 2-etagers hotelbyggeri med 20 værelser, som skal fungere som annekshotel for resortet, ud i høring.
Egentlig var der også planer om et nyt boligområde ”Golfsløjfen” med 39 nye golfhuse, men der modtog kommunen i planlægningsfasen en statslig indsigelse, da man ville opføre boligerne indenfor et område med værdifuldt landskab.
Man har altså derfor arbejdet videre med en reduceret udgave af planerne, der udover annekshotellet også omfatter et lager.
Da HimmerLand gennem det seneste års tid har arbejdet med planerne og kommunen i forvejen har et indgående kendskab til planerne for annekshotellet og lagerbygningen, så var Teknik- og Miljø Udvalget, Økonomiudvalget og Byrådet i torsdags klar til at køre godkendelserne igennem på samme dag, så høringen kan blive udsendt hurtigst muligt i 8 ugers høring. Fordebatten på hotel og lagerbygning har ikke givet væsentlige indsigelser.
Planen er at de 20 nye hotelværelser skal stå klar i slutningen af i år.