test

Vrinsk på Hessel

HVALPSUND: Der var masser af vrinsk og hestekræfter, da der i søndags for 37. gang blev afholdt hestedag på Herregården Hessel.

Der blev arbejdet flittigt i marken med Hessels gamle plove og harver med hesteforspand naturligvis

Der var rigelig med trafik omkring Hessel på Hestedagen, hvor mange benyttede sig af en gratis tur med hestevogn

Hestedagen henvendte sig til hele familien

Omkring 1000 besøgende, hvoraf en pæn del var børn, overværede dagens program som bl.a. bestod af arbejde i marken med Hessels gamle plove og harver trukket af belgierheste, fjordheste og robuste jyske heste. Et markarbejde som i øvrigt ikke var usædvanligt for blot 50 år siden inden traktorerne gjorde deres indtog med helt andre hestekræfter.

Pløjearbejdet blev nøje kommenteret af Jens Høgh, der med sine gode råd til de arbejdende bag ploven og til publikum, gjorde pløjningens kunst lidt lettere at forstå, men ikke mindre krævende.

De mange hesteracer fik ud over markarbejde, trækture og kaperkørsel også lejlighed til at give opvisning på pladsen bag laden. Hestedagen fik besøg af Frieser hesteforeningen Black Magic, der gav en fantastisk flot og elegant opvisning. Også Islænderforeningen Hekla gav en flot opvisning på pladsen bag laden, med den flotte Limfjord som idyllisk kulisse.    

Med de mange besøgende børn blev der gjort rigeligt brug af tilbuddet om trækture på pony, som rideskolen Stald Vældgaard ved Grønnerup stod for, og så var der alle de andre interessante ting fra gamle dage at kigge på.     

Der blev også lejlighed for de besøgende at køre i hestevogn i området omkring Hessel, hvilet de mange ture på vejene, indikerede var vældigt populært.

Bestyrelsesmedlem i Hessels Venner Lena Fransgaard, havde ligesom så mange gange før stået for koordineringen af hestedagen og den blev ligeså så succesfuld som tidligere med omkring 100 deltagende heste, fordelt på 9 racer.    

Som dagens kommentator Jens Høgh udtrykte det, så er en hest skabt til at arbejde og være i bevægelse og det er ikke synd for den. Det var da også en tydelig velfornøjelse, som kom til udtryk med vrinsk og prusten fra hestene, da markredskaber eller vogne fra Hessel blev spændt efter dem.       

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: