Af: Signe Nøhr (C), Hornum, Borgmesterkandidat
og Henrik Dalgaard, Aars, Gruppeformand (C)
Vi kan ikke takke den ældre generation nok, fordi de igennem et hårdt arbejdsliv har en stor aktie i det samfund vi har i dag. Et velfærdssamfund med masser af muligheder. Konservative har en klar ambition: Vesthimmerland skal være det bedste sted i Danmark at blive gammel, og her er vi langt fra i mål.
Vi skal skabe endnu flere bynære ældreboliger de kommende 15 år. Lige nu bygges der kun det halve boliger hvert år, i forhold til det behov der er og kommer. Det har vi fået sat fokus på, med en byfortætningsplan i de fire større byer i Vesthimmerland. Næste skridt er mindst lige så vigtig.
Vi kigger ind i en ny sundhedsreform, som for Vesthimmerland med sikkerhed har nogle forbedringer og borgernære styrker. Men der hvor vi vil forsøge at få Vesthimmerlands Kommune sat fri, er muligheden for at tilkøbe mere personlig pleje, end netop det behov som visiteringen tilbyder.
Hvis man som ældre ønsker et bad hver dag, eller en gåtur, eller hvis ens pårørende ønsker det, bør det være en mulighed. Alle skal have en værdig ældrepleje, men de der så ønsker noget derudover bør have muligheden, også i det kommunale system. Den nye sundhedsreform giver mulighed for at konvertere f.eks. fra rengøring til bad eller andet. Men hvorfor skal staten og kommunen bestemme, at ingen må få mere end andre, hvis man vil betale for det? Mange ældre må vel selv prioritere deres penge. Nogle ældre ønsker at rejse med børn og børnebørn, andre giver penge. Men hvorfor må man ikke købe ekstra ind på personlig pleje og hygiejne, hvis det er det der giver livskvalitet for den ældre?
