Viceborgmester Signe Nøhr taler på grundlovsmødet i Ertebølle

ERTEBØLLE: Traditionen tro afholdes der Grundlovsmøde i Ertebølle, Grundlovsdag.

I modsætning til tidligere, hvor grundlovsmødet blev holdt på Bjerget og ved Landskabsudstillingen, flyttede mødet for et par år siden til udearealet ved Stenaldercentret.

Her er der læ, mulighed for overdækning, smuk udsigt til fjorden og tilmed praktik for musikere og grillmestre, så det hele går op i en højere enhed. Det blev bevist sidste år, hvor regnen stod ned over Ertebølle under grundlovsmødet, men mødet blev gennemført og de fremmødte blev.

Derfor har Grundlovsmødet nu fået sit nye faste afholdelsessted ved Stenaldercentret, hvor talerstol og borde og siddepladser stilles an. Det vil sige, at man heller ikke længere behøver at have egen stol med.                           

I år bliver årets grundlovstaler viceborgmester i Vesthimmerlands Kommune, Signe Nøhr.
Signe Nøhr er kendt for sin holdning til ligestilling, forhold for børn og børnefamilier og selvfølgelig hvordan vi udvikler, men også passer på Vesthimmerland. Men det kan jo være at hun tager helt andre emner op i sin grundlovstale.       

Signe Nøhr (C), viceborgmester

Ud over grundlovstale vil der også være musik og fællessang. For musikken står Grundlovstrioen.  

Grundlovsdag er som bekendt på næste fredag den 5. juni, hvor mange har fri og mulighed for at deltage.

Bag grundlovsmødet står Ertebølle Samvirke, der ud over Ertebølle Borgerforening består af Stenaldercenter Ertebølle og Ertebølle Strand Camping.   

Ud over et rigtig godt fremmøde, håber Ertebølle Samvirke på godt vejr. Efter Grundlovsmødet kan en dejlig gåtur i området anbefales.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: