FARSØ: Nu efter at nedrivningen af Colorama bygningen er tilendebragt og har åbnet midtbyen flot op, skal vi tænke os om, siger byrådsmedlem Kirsten Moesgaard, der har kigget på et par udkast til hvordan den åbne plads nu skal indrettes.
-Vi har nu fået åbnet op mod vest, hvor der vil være sollys til langt ud på aftenen. Vi skal tage ved lære af, at Store Torv ligger i skygge fra over middag, netop fordi der er skærmet af mod vest og syd. Det er ikke befordrende for ophold og aktiviteter, siger Kirsten Moesgaard. Jeg vil have liv og ophold i bymidten på vore torve, og det skal vi skabe rammerne for.
Det er derfor vigtigt at have en vision for bymidten og torvene – og hvad de skal bruges til. Og de skal ses i sammenhæng med den ”Røde tråd”, som går fra Rådhuscenteret, rutebilstationen, skolen, Dr. Ingrid Hallerne til de nye parcelhus udstykninger på Idunsvej. Jeg håber derfor, at borgerne og de forretningsdrivende byder ind med forslag og gode ideer, så vi ikke gør noget forkert.
Selv kunne jeg f.eks. godt se ideen med en skøjtebane på Store Torv et par måneder om året, som også de forretningsdrivende omkring Store Torv kunne have fornøjelse af.