test

Vi kan spore hver eneste møtrik

FARSØ: I forbindelse med den aktuelle hoftesag efterlyste fungerende sundhedsminister Pia Olsen Dyhr (SF) i TV-Avisen den 26. januar et sporingssystem, der kan hjælpe med at finde patienter, som har fået indopereret et bestemt implantat. Det system har man allerede udviklet på Ortopæd kirurgisk Klinik på Farsø sygehus.

Dorthe Kvorning(forrest) og Anna Marie Dahm Jørgensen viser hvordan sporings- og lagersystemet bruges i operationsafsnittet på Ortopæd kirugisk klinik på Farsø sygehus. Lige nu gør det det lettere at spore de patienter, som har fået indsat en hofteprotese med metalled, indenfor det seneste års tid. Det er den tid som sporingssystemet har eksisteret.

Et stregkodesystem sammenkoblet med CPR-registret gør det nemt at finde frem til de patienter, der har fået et bestemt implantat – f.eks. hvis implantatet tilbagekaldes pga. fejl, som i tilfældet med hofteproteser med metalled.

– Vi kan spore hver eneste møtrik, vi sætter i patienterne. Ved at scanne det enkelte implantats referencenummer kan vi lokalisere enten patient eller implantat. Det gør det nemt og hurtigt at komme i kontakt med patienterne, hvis der skulle opstå noget uhensigtsmæssigt med deres implantat, fortæller oversygeplejerske Dorte Ebdrup, fra Ortopæd kirurgisk klinik på Farsø sygehus.

Systemet er udtænkt af Anna Marie Dahm Jørgensen fra operationsafsnittet på Farsø sygehus i samarbejde med region Nordjyllands IT-afdeling, som har udviklet sporingssystemet med et privat it-firma. Som en sidegevinst fungerer systemet som et effektivt lagerstyringssystem, så lagerbeholdningen altid er tilpasset det aktuelle behov. Det giver større sikkerhed for patienten og sikrer samtidig, at omkostningerne til dyre lagervarer holdes nede.

 

Gør det let at indkalde patienter med metalproteser

Systemet gør det derfor, lige nu, meget lettere på ortopædkirugisk klinik i Farsø at indkalde de patienter til kontrol, som har fået indsat meget omdiskuterede hofteproteser med metalled. 

 

– Siden 2005 har nordjyske patienter fået indsat hofteproteser med ledskål. Disse proteser er ikke fra det firma, som har været genstand for omtale i tv-programmet ”Kontant” på DR, siger specialeansvarlig overlæge Poul T. Nielsen, fra ortopædkirurgiske afdelinger under Aalborg Sygehus

– Alle såkaldte metal-metal proteser afgiver slidprodukter. Men vi har ikke oplevet tidlige problemer, og vi har heller ikke – efter flere år, haft patienter med slid, eller andre problemer med de metalproteser, vi bruger her. Og i forhold til, hvor mange, der på verdensplan er indsat af disse proteser, er det forsvindende få, hvor der er meddelt komplikationer, siger overlæge Poul T. Nielsen, videre.

 

Som anbefalet af Dansk Ortopædkirurgisk Selskab følges de patienter, som er opereret på Aalborg Sygehus’ afdelinger i Farsø, Frederikshavn og Thy-Mors, og man er allerede i gang med at indkalde til rutinekontrol.

 

– Senest i løbet af denne uge vil alle patienter med ledskål af ren metal have modtaget et orienterende brev. En del af patienterne vil desuden modtage et spørgeskema, som de bedes udfylde. Alle patienter, som beskriver det mindste ubehag eller gener vil blive indkaldt til en lægeundersøgelse og eventuelt supplerende undersøgelser. Jeg vil råde patienterne til at afvente, at de modtager brevet om, hvordan de skal forholde sig, slutter overlæge Poul T. Nielsen.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: