Veteranbussen kører også i efterårsferien

LØGSTØR: Limfjordsmuseets flotte Bedfordbus fra 1954 blev taget godt imod i sommer, så successen gentages i efterårsferien.

Bussen er fra dengang, hvor fjernsynets billeder var i sort/hvid, og der var ægte jordbær i jordbærsyltetøj. Den friske luft kommer ikke fra aircondition, men fra de åbne vinduer, og tempoet giver gæsterne god mulighed for at nyde udsigten – bussen er nemlig fra en tid, hvor vi i det hele taget havde mere tid. De autentiske rammer sætter den perfekte stemning for en guidet tur ud i Limfjordslandet, hvor bussen blandt andet passerer Vilsted Sø, Vitskøl Kloster og det netop UNESCO-certificerede Aggersborg. Nyd historien og de mange fortællinger undervejs, når bussen kører tirsdag, torsdag og søndag.

Sejlture med Grevinde Danner
Limfjordsmuseets turbåd, Grevinde Danner, er ligeledes klar til at sejle ud i historien med gæster. Få fortællingen om tilblivelsen af Frederik VII’s Kanal – historien er langt fra så fredfyldt som fortidsmindet. Båden sejler mandag, onsdag og fredag.

Limfjordsmuseet i Løgstør byder på mange aktiviteter for børnefamilier i Efterårsferien

Kan muslinger spises i burgere?
Det korte svar er ja. Onsdag i efterårsferien inviterer Limfjordsmuseets naturvejleder Tine Pedersen til bålhygge på Limfjordsmuseet, og menuen står på burgere – med muslingebøf. Bålet byder på mange flere gastronomiske oplevelser end snobrød og skumfiduser, og det er en oplagt aktivitet at samles om som familie. Muslingen kan for mange virke lidt farlig at tage med i køkkenet, men det vises, hvordan man helt enkelt kan inkludere den i en af de fleste familiers favoritretter.

Hvordan smager en bøf med muslinger. Det kan man smage på Limfjordsmuseet.

Snitteværksted og små træskibe
Mandag og torsdag tændes der op i bålet og laves snitteværksted under kyndig vejledning. Der sker noget helt magisk, når bålet ulmer og alle sidder koncentreret med snittekniven, og der bliver tid og nærvær til at fortælle alle de historier, der let går tabt i en travl hverdag. Hvis vejret ikke tillader bål, bliver der rykket til Limfjordsmuseets baghus. Her kan man også bygge små træskibe tirsdag og fredag, hvor man selv kan dekorere skibet flot og hejse sejlet.

Bliv klogere på livet over og under vand
I udstillingerne kan man blive klogere på Limfjorden over og under overfladen – der er bare lige det, at museumsinspektøren har været lidt for ivrig for at gøre udstillingen ekstra interessant til ferien, og derfor har han efterladt ting derinde, som slet ikke hører til. Måske I kan hjælpe ham med at finde de ting, der ikke skal være der?

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.