VESTHIMMERLAND/GEDSTED/HORNUM: På Finansloven 2025, har Regeringen afsat 854 mio. kr. i årene 2025-2028 til en national forsøgsordning for skolemad.
Med forsøgsordningen ønsker man nationalt at få mere viden om hvilken betydning skolemad kan have for børn og unge og deres læring, trivsel og sundhed. Skolemaden skal også være med til at styrke de gode fællesskaber, der kan opstå blandt elever omkring et fælles måltid i skolen. Skolemad defineres som et frokostmåltid, der tager hensyn til De Officielle Kostråd.
I sidste uge havde Børne og Familieudvalget skolemaden på dagsordenen.
Fem interesserede skoler
Forud for mødet havde flere skoler i kommunen allerede ytret ønske om at være en del af forsøget med skolemad.
Det drejer sig om Hornum skole, der vil tilbyde skolemad, produceret på skolen til indskoling og mellemtrin. Det samme gælder alle Gedsted skoles elever, der også vil få mad, tilberedt i skolens køkken. Derimod vil mellemtrinselever på Løgstør Skole, og udskolingselever på Toppedalskolen og Østermarkskolen få maden leveret udefra.
Demonstrationsskolerne skal afprøve og udvikle konkrete metoder og organiseringer med frokostordningerne i grundskolen. Formålet er at få flere erfaringer med forskellige måder at organisere skolemadsordninger på og få mere viden om skolemads betydning for elevernes sundhed, læring og trivsel. En ekstern evaluator vil få til opgave at udarbejde videns- og erfaringsopsamling samt en effektevaluering.
Tre kategorier forældrebetaling
Skolerne har ansøgt for en gruppe af elever og får ved lodtrækning udmøntet indsatsen.
Der er lagt en måltidspris på 53 kr. til grund for forældrebetalingen
Skolerne udvælges ved lodtrækning til at afprøve en af de tre finansieringsmodeller som er:
Uden forældrebetaling tilskud på 53 kr. pr. elev pr. dag (70 % af eleverne), Forældrebetaling på 15 kr. pr. måltid, tilskud på 38 kr. pr. elev pr. dag (15 % af eleverne), Forældrebetaling på 25 kr. pr. måltid, tilskud på 28 kr. pr. elev pr. dag (15 % af eleverne)
Senest første skoledag i januar 2026 skal de fem skoler tilbyde skolemad
/cf