Vesthimmerland mangler faglærte

Asger Andersen

Asger Andersen

Af: Asger Andersen, Gruppeformand Socialdemokratiet i Vesthimmerland, Skovvej 9, Vegger

Når byrådet i Vesthimmerland på torsdag skal behandle beskæftigelsesudvalgets forslag til udviklingsplan for 2023-26, vil socialdemokratiet stille ændringsforslag.

Byrådsgruppen mener ikke, at planen vil sikre den nødvendige tilgang af faglært arbejdskraft.

I dag er 39 procent af arbejdsstyrken i Vesthimmerland faglærte, og i de kommende år viser analyser, at der brug for flere faglærte i alle sektorer.

Derfor er socialdemokratiet bekymret for, at beskæftigelsesudvalgets forslag vil forstærke manglen på faglært arbejdskraft i Vesthimmerlands Kommune.

En af byrådets opgaver er at sikre kvalificeret faglært arbejdskraft til virksomhederne.

I Vesthimmerland har vi en overgang til erhvervs- uddannelserne på 32,6 procent. Det er flot, men ikke nok til at fremtidssikre virksomhedernes behov.

Sammensætningen af virksomheder i Vesthimmerland betyder, at overgangen til erhvervsuddannelser skal være højere end målet på landsplan.

I dag har mange erhvervsuddannelser udviklet sig til at være videnstunge. Derfor er der høj efterspørgsel på studenter, som vil tage en erhvervsuddannelse.

Når virksomhederne ansætter ingeniører, foretrækker de ofte ansøger med håndværksmæssig baggrund.

Gennem de sidste 40 år viser statistikken, at 20 procent af en studenter årgang ikke tager yderligere uddannelse.

Derfor er det oplagt, at vi i en tid, hvor der er mangel på lærlinge i de fleste brancher. Spørger os selv om vi vejleder studenterne godt nok?

Socialdemokratiet vil gerne styrke vejledningen af studenternes karrieremuligheder med en erhvervsuddannelse!

Den socialdemokratiske byrådsgruppe håber, at hele byrådet vil bidrage konstruktivt til at sikre erhvervslivet i Vesthimmerland, fremtidens nødvendige faglærte arbejdskraft.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: