Per Bisgaard, Aalestrup, Regionsrådsmedlem for Venstre
Ved årsskiftet bliver Vesthimmerlands kommune en del af det nye sundhedsråd benævnt Limfjorden, som udover Vesthimmerland består af Aalborg, Jammerbugt, Morsø, Rebild, Thisted og Mariagerfjord kommuner.
Vesthimmerland får en kommunal repræsentant (formanden for det kommunale sundhedsudvalg) i det 17 mand store sundhedsråd. Rammerne for opgaveløsningerne er udstukket af regionsrådet, men opgaveløsningen bliver stor og omfattende, som fx planlægning af almen medicinske tilbud og praksissektoren, akutsygeplejen og hjemmebehandingsteams.
Der vil stadig være en national sundhedsplan, som skal understøtte en bedre geografisk fordeling af ressourcer og omstilling af aktivitet fra sygehuse til det nære sundhedsvæsen. Der vil stadig være nationale retningslinjer og statslig kompetence til at godkende regionernes praksisplaner for speciallæger. Netop på dette område er det vigtigt at have fokus på, fordelingen af ydernumre til speciallæger.
I øjeblikket har Vesthimmerland kun 3 ydernumre til speciallæger – øre, næse og halslæge i Aars – øjenlæge i Aars og psykolog i Farsø. Skal man som borger konsultere andre specialer, så er man tvunget til at køre ud af kommunen. For at sikre borgerne nærhed i sundhed, så vil det være vigtigt at arbejde for flere speciallæger i kommunen.
Ønsker man udvikling kræver det medlemskab af regionsrådet, – det kræver politikere, som har kendskab til de aktuelle forhold i hele kommunen og har mod på at sætte punkter på den politiske dagsorden.
