Vesthimmerland får nærpolitistation i Aars

VESTHIMMERLAND: Vesthimmerland lagde for et år siden billet ind på at få en nærpolitistation i henhold til flerårsaftalen 2021-2023 for Politiet, hvor et nært og synligt politi er højt prioriteret.

Det er blevet hørt. Vesthimmerland får den ene af de to nærpolitistationer, der tilgår Nordjylland. Den anden station går til Brønderslev.  Det meldte Nordjyllands Politi ud i dag onsdag.

Politifaglig analyse
Nordjyllands Politi har valgt de to placeringer i henholdsvis Vesthimmerlands – og i Brønderslev Kommuner ud fra en politifaglig analyse, hvor man har kigget på borgernes aldersfordeling, befolkningsprognose, kriminalitet og antallet af politiforretninger og borgerhenvendelser.

Politidirektør Anne Marie Roum Svendsen er tilfreds med, at Nordjyllands Politi har fået mulighed for at lægge nærstationerne i netop Aars og Brønderslev.

-Det er vigtigt, at vi får etableret de nye nærstationer dér, hvor mange nordjyder får gavn af vores tilstedeværelse – og dermed kommer til at opleve en øget tryghed og et mere synligt lokalt politi, understreger politidirektøren. 

Råder i forvejen over lokaler i Aars
Politikredsen råder i forvejen over lokaler i Aars, og man er nu ved at undersøge, hvordan disse eksisterende rammer kan tilpasses, så de kan leve op til kravene til moderne nærstationer.

Derfor har andre byer i Vesthimmerland slet ikke været i spil til den nye nærpolitistation.

— Vi har gode lejemål, hvor vi i forvejen har politifolk siddende. Det vil være oplagt at udnytte dem. Vi skal blandt andet sikre ordentlige adgangsforhold til borgerne og etablere de rette faciliteter til medarbejderne, uddyber politidirektøren.

Bemanding på fem politifolk
Nærstationerne slår efter planen dørene op i løbet af 2021, og de bliver bemandet med fem fast tilknyttede lokalbetjente. Den ugentlige åbningstid på nærstationerne bliver mindst 15 timer.

-De skal blandt andet udføre opsøgende politiarbejde, borgerservice og være synlige i nærmiljøet, siger Anne Marie Roum Svendsen.

Men de skal ikke køre patrulje.

– Vi har vores patruljedistrikter, hvor vi hele tiden er ude at patruljere i hele politikredsen for at sørge for at minimere vore responstider. Det er ikke det, vores nye lokale folk skal lave. Det er faste folk, der blandt andet skal arbejde med forebyggelse og lokal kriminalitet, forklarer Anne Marie Roum Svendsen.

Men til gengæld kan politiets kørende patruljer – gøre brug af de nye nærstationer til eksempelvis afhøringer eller til møder.  

Etableringen af de to nye nærstationer i Nordjylland skal ses i sammenhæng med flerårsaftalen 2021-2023 for politiet, hvor et nært og synligt politi er højt prioriteret, hvilket blandt andet udmønter sig i åbningen af nærstationer på landsplan.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.