Vesthimmerland er vilde med biblioteket

VESTHIMMERLAND: I foråret foretog Vesthimmerlands Biblioteker en undersøgelse af brugernes tilfredshed med biblioteket. Resultaterne viser, at hele 93% af brugerne er tilfredse med biblioteket, heraf er 77,8% såkaldte ambassadører, som er så tilfredse med biblioteket, at de med stor sandsynlighed vil anbefale det til andre.

Brugernes feedback er vigtig for biblioteket
Vesthimmerlands Biblioteker vil gerne benytte lejligheden til at takke de 1367 biblioteksbrugerne, som tog sig tid til at besvare brugertilfredshedsundersøgelsen, for med den værdifulde viden fra brugerne kan vi skabe et endnu bedre bibliotek til borgerne i Vesthimmerlands Kommune. Undersøgelsen, Bibliometer, tager nemlig som navnet indikerer udgangspunkt i, hvad der har værdi for biblioteksbrugerne. Brugernes besvarelser har bragt os indsigt i, hvad de forskellige brugergrupper sætter pris på, og hvad der skal sættes særligt fokus på fremadrettet. Undersøgelsen blev udsendt i foråret af det eksterne analysebureau Moos Bjerre.

.Feedback fra vores bruger er særdeles vigtig for os, så vi kan udvikle os og følge med tiden. Vi kan altid blive bedre og forsøger at justere der, hvor der er behov for det. Samtidig vil vi gerne opfylde så mange af brugernes behov og ønsker som muligt, så vi fortsætter med at være kommunens mest besøgte kulturinstitution, udtaler biblioteksleder Finn Christiansen.  

Vesthimmerland Biblioteker ligger over det nationale gennemsnit
Resultaterne fra brugerundersøgelsen taler et tydeligt sprog. 93% af Vesthimmerlands Bibliotekers brugere er tilfredse med biblioteket og dets tilbud, mens blot 1% er utilfredse. Heraf er hele 77,8% såkaldte ambassadører, det vil sige loyale brugere, som med stor sandsynlighed anbefaler biblioteket til familie og venner. Vesthimmerlands Biblioteker kan med brugertilfredshedsundersøgelsen fejre, at biblioteket opnår en samlet bibliometerscore på hele 7,2, som ligger over gennemsnittet for de deltagende biblioteker 2023/2024.

Biblioteket skal inspirere til bæredygtighed
Over halvdelen af alle biblioteksbrugerne er enige i, at Vesthimmerlands Biblioteker har et ansvar i forhold til at være en aktiv formidler af viden om bæredygtighed, og 61% er overordnet enige i, at biblioteket kan spille en vigtig rolle i at oplyse, udbrede viden og inspirere til bæredygtige tiltag. Bæredygtighed er også på dagsordenen hos Vesthimmerlands Biblioteket, som har fået tildelt og netop fejret titlen som et verdensmålscertificeret bibliotek. Med certificeringen forpligter biblioteket sig til at blive mere bæredygtigt og understøtte bæredygtige tiltag i Vesthimmerland. Biblioteket har allerede gennemført flere grønne tiltag, f.eks. installeret strømbesparelse og indført affaldssortering i biblioteksrummet samt trykt sæsonprogrammet på genbrugspapir og afholdt grønne arrangementer. Brugerne kan glæde sig til at opleve endnu flere grønne arrangementer, f.eks. legetøjsbyttemarked og foredrag om tiny house-bevægelse i efteråret.

Fremtidige forbedringer
En stor andel af brugerne efterspørger flere kreative arrangementer i brugertilfredshedsundersøgelsen. De kreative tilbud er netop også et fokusområde hos Vesthimmerlands Biblioteker, hvorfor vi investerede i og indviede det kreative værksted, Makerspace Vesthimmerland, i november sidste år. Derudover inviterer biblioteket børnene til kreasjov i skoleferier og faciliterer hyggelige, kreative fællesskaber på bibliotekerne. Hvis man er interesseret i at opstarte eller samarbejde om et kreativt fællesskab, er man meget velkommen til at kontakte biblioteket.  

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: