VESTERBØLLE: Uanset om man er født i forrige århundrede eller dette århundrede, så var det en nostalgisk tidsrejse man kom på i weekenden, da man trådte ind i den lille landsby Vesterbølle.
For 19. gang
Det var nittende gang, at godt og vel samtlige beboere i den lille landsby og frivillige udefra var trukket i datidens dragter og spillede deres roller som fæstebonde, håndværker, høstarbejder, kusk eller skolelærer. Dermed blev man sendt flere generationer tilbage i tiden – og vel at mærke i den perfekte kulisse.
Kulissen for den ”Levende Landsby” var som udgangspunkt ”hovedgaden” Tolshøj i Vesterbølle. For det første blev samtlige huse præsenteret med et historisk skilt, der fortalte om hvem der havde boet der gennem tiderne.
Desuden var der udstilling af gamle effekter og demonstrationer af de gamle håndværk i smedjen og meget mere. Særligt i Den Levende Landsbys lade på Tolshøj 13 var der fokus på de gamle håndværk. 1. salen bød også på gamle skolebilleder og konfirmationsbilleder fra Vesterbølle. De blev studeret nøje af dem som har relation til byen.
Hougaarden
Men ellers var det Hougaarden, som Levende Landsby, de seneste år har brugt mange kræfter og penge på at renovere, som var omdrejningspunktet. Det kunne man læse om her i avisen i sidste uge.
Der var udstillere i stuehuset og udenfor. I gårdspladsen blev der midt eftermiddag stillet op til høstspillet.
Borgmester bød velkommen
Både lørdag og søndag dukkede borgmester Per Bach Laursen op for at deltage i høstspillet. Han havde også fornøjelsen af at byde velkommen begge dag.
Søndag lød det: – Det er en fornøjelse at komme her til Vesterbølle og blive givet bondetøj på og ikke mindst den her røde hue, som jeg dog havde håbet var blevet væk i vinterens løb. Det er ikke så meget fordi den er rød, men fordi den er lavet af uld og er meget varm. Men hvor det det dejligt at se at så mange er fundet hertil i dag. Det er jo en årlig tilbagevendende begivenhed med dette arrangement, som jo er en beskrivelse af en del af vores fortid og vores kulturarv, som I nu får lov at opleve i levende live her i dag. Landbruget så sådan her ud i 1800-tallet. Jeg ved vi har en ladefoged, som er meget umedgørlig i nutidens termer. Men det var godt, at der var nogen som havde styr på at vi fik noget lavet. For der er nogle af de her bønderkarle som er mere dovne end andre. Så det er måske godt nok at der var en ladefoged og en herremand som lige fik lidt skik på bønderne så der kunne opbygges et samfund.
Høstspil med nye scener
Efter velkomsten blev det traditionsrige høstspil gennemført. Redskaberne blev efterset på Hougaardens gårdsplads, og det var hårde ord der kom igen når ladefogeden kritiserede redskabernes beskaffenhed. Men der var måske også noget om det!. For flere troppede op med le eller kratte bundet sammen af en strik. Man kunne formode, at det var en undskyldning for ikke at deltage i høstarbejdet. Men den gik ikke. Bønderne blev sendt hjem efter ordentlige redskaber
Heller ikke barselskvinden fik lov at slippe, selvom hun i år skulle have tvillinger. Det var nittende gang at hun, gift med den fordrukne og dovne bonde, skulle føde. Hun blev i al hast midt under høsten bragt til Hougaarden.
Nyt var det i år, at den fordrukne og dovne bonde, var mere livlig i år end ellers, for han havde et flirteri med en af høstpigerne. Så de jagtede hinanden i høstmarken.
Bondens uvornhed skulle straffes med en tur på træhesten som var opstillet på gårdspladsen på Hougaarden. Men han blev dog kort tid efter hjulpet ned, da hans kone stod med tvillingerne. Bondefamilien har således nu 20 børn
Efter høstspillet fortsatte livet i byen og lyden af hestehove, som vidnede om en anden tid.
Arrangementet over de to dage havde tæt på 600 besøgende.
/cf