Vester Hornum borgere inviterer indenfor

VESTER HORNUM: Om lidt over to uger – nærmere bestemt lørdag den 24.april, slås byportene i Vester Hornum på vid gab, for at alle andre, ud over byens borgere selv, kan få øjnene op for byens fortræffeligheder.

I Vester Hornum forstår man at holde sammen. Her er det fra en byfest, hvor alle borgere deltager og involverer sig.

Bag ”Åben by” arrangementet i Vester Hornum står byens Aktionsgruppe.

Ikke mindst ønsker ”Aktionsgruppen” at gøre de lokale politikere opmærksom på, at de små lokal samfund også har mange spændende ting og aktiviteter at byde på.    

”Aktionsgruppen” har netop lavet en 35 siders folder, som beskriver alle de lokale institutioner, foreninger, klubber, erhverv og handel osv. Folderen er allerede på nuværende tidspunkt blevet husstandsomdelt i hele Vester Hornum skole distrikt.

– Det vi ønsker at gøre, er at promovere vores lokalområde med alt hvad folderen indeholder. Sætte nogle meget dybe aftryk i hukommelsen på det nyvalgte vesthimmerlandske byråd, så vi sikrer, de har det optimale indtryk af vort lokalsamfund, når de skal vurdere hvad landsbyerne i Vesthimmerlands kommune skal indeholde af institutioner, skoler m.m., lyder det fra Søren Gertsen, som er medlem af ”Aktionsgruppen” i Vester Hornum.

”Aktionsgruppen” har på nuværende tidspunkt allerede fået tilsagn om deltagelse fra 13 byråds politikere fra Vesthimmerlands kommune. Deriblandt borgmester Knud Kristensen og den lokale byrådspolitikker Palle Jensen fra Vester Hornum.

Vi vil vise hvorfor vi bor her
I invitationen til politikere og borgere lyder det: – Vi vil som lokalsamfund gerne have lov til at vise dig, hvorfor vi har valgt at bo i Vester Hornum.

Der skal jo træffes nogle vigtige beslutninger i byrådet! Derfor vil vi gerne give dig mulighed for at se, hvordan et lille lokalsamfund kan fungere og hvordan vi sammen værner om de værdier som et lokalsamfund kan byde på.

Der er mange muligheder i et lille lokalsamfund. Vi vil derfor gerne vise dig nogle af de lokaliteter og aktiviteter vi har i vores by. Det er aktiviteter som vi i fællesskab får til at fungere år efter år til glæde for alle – unge som gamle, og som i det daglige fungerer på grund af de mange frivillige, som bruger meget af deres fritid på at få tingene til at køre.

I det daglige kan man nemt glemme, at det ikke er en selvfølgelighed, at der er masser af lokale tilbud til børn, unge og ældre i landdistrikterne, men de mange tilbud har vi her i Vester Hornum i kraft af aktive borgere der yder en stor indsats.

”Byrødder” transporteres rundt VIP
Byrådspolitikerne vil blive transporteret rundt i byen i en særlig VIP-bil. Ud over at byens egne borgere vil være massivt tilstede, vil ruten bl.a. føre til FDF-huset, til stadion, til børnehaven og til  hallen, hvor endnu flere af byens aktive erhvervsdrivende og foreninger vil vise byens sammenhold.   

Efter rundturen vil der endvidere blive taget et fælles gruppebillede med alle politikere og borgere og efterfølgende vil Aktionsgruppen byde på forfriskninger og pølser.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: