FARSØ: I sidste uge kunne Versalift i Farsø markere noget af en bedrift. Nemlig produktionen af lift nr. 1.000 fra produktlinjen VTL, som er designet og udviklet fra fabrikken i Farsø.
Ønsket var naturligvis at fejre salgstallet på festlig vis. Men grundet de nuværende Corona-restriktioner må dette udskydes til senere. Men skudt af, blev til gengæld to store konfettirør med guldlametta over en af de populære bilmonterede lifte og fire udvalgte medarbejdere der med guldtal dannede tallet 1.000.
Versalift måler naturligvis stolt præstationen i højde. Hvis man tæller højden på de 1.000 liftkøretøjer sammen, vil man kunne nå toppen af Mount Everest to gange.
1.000 lifte på mindre end 3 år
Men set med Farsø øjne, er det ikke mindst imponerende, at medarbejderne i Farsø på mindre end 3 år, har sendt 1.000 VTL lifte fra Farsø ud i resten af Europa
At producere 1000 ekstra lifte i løbet af tre år kræver en ekstra indsats, dygtighed og hårdt arbejde. Det hele begyndte med VTL-serien. Versalift satte sig for at designe den bedst mulige køretøjsmonterede lift skræddersyet til det europæiske marked.
Populær liftserie introduceret i 2018
I april 2018 blev den helt nye VTL produktserie, målrettet til det europæiske marked, introduceret. Resultatet var en splinterny, letvægts teleskopplatformserie til varevogne og pickupper, der kan benyttes med et standard B kørekort.
Nye varianter af VTL (VDTL og VTM) fulgte, og den nye produktserie viste sig hurtigt at blive en stor succes og indtog det europæiske marked.
Har skabt 50 nye jobs i Farsø
Liftproduktionen i Farsø udviklede sig hurtigt, og væksten skabte mere end 50 nye job i Farsø på kort tid. Væksten og udvidelsen af medarbejderstaben har også betydet at virksomheden har bredt sig til tre adresser i Farsø. Senest til Fabriksvej.
Sidste år rykkede Versalift en afdeling af virksomheden fra Røjbækvej til Fabriksvej i Farsø grundet for lidt plads. Fabriksbygningen har tidligere huset produktionen af store skovmaskiner og er derfor perfekt til liftmontage.
Et stort salg i Frankrig og Storbritannien har i høj grad bidraget til at nå milepælen på de 1.000 lifte. Fabrikkerne i Frankrig og Storbritannien monterer selv liftene, de modtager fra Farsø på køretøjerne, som derefter sælges på deres respektive markeder.
Stadig enormt potentiale for vækst
Kim Bach, administrerende direktør hos Versalift siger: Rejsen og succesen indtil nu været fantastisk. VTL / VDTL / VTM-produktlinjen har stadig et enormt potentiale for vækst i både Europa og i visse lande uden for. Vi fortsætter med at udvikle produktlinjen med fokus på kundernes behov og kvalitet. Som altid lytter vi til vore kunder og forbedrer vore produkter for at imødekomme skiftende markedskrav.
Versalift er taknemmelig for den enorme opbakning fra partnere, kunder, medarbejdere og andre, der hjulpet os til at nå denne enorme milepæl. Det er en stor bedrift, som ikke mindst skyldes de dedikerede medarbejdere hos Versalift, siger Kim Bach.