Venstre vil den grønne omstilling med respekt for borgere og lokal udvikling

Vesnstres byrådsgruppe

Vesnstres byrådsgruppe

Af: Venstres byrådsgruppe

I Venstre ser vi det som en vigtig opgave, at Vesthimmerlands Kommune bidrager aktivt til den grønne omstilling, og til at vi i Europa kan gøre os uafhængig af gas og olie fra Rusland. Derfor er vi som udgangspunkt positive overfor opførelsen af to energiparker – én i Nørrekær Enge og én i Svoldrup Kær/Holme – begge i kombination med erhvervsparker. Vi ser det som en mulighed for, at vi udover at bidrage til den grønne omstilling, kan skabe ny vækst, styrke det lokale erhvervsliv og etablere nye arbejdspladser i vores kommune.

BioCircs projekt i Svoldrup Kær/Holme er det projekt som er længst fremme, og dermed også det som lige nu påkalder sig mest opmærksomhed. Det er en sag, der kræver både omtanke og ansvarlighed.

I Venstre ser vi store muligheder i projektet, ikke mindst fordi et fremtidigt Power-to X (PtX) anlæg og en ny erhvervspark er en del af projektet. Et PtX anlæg omdanner grøn strøm og vand til brint, metanol eller andre brændstoffer, der kan bruges i industrien, transportsektoren eller eksporteres til udlandet. Metanol er et flydende brændstof, som allerede i dag efterspørges til lastbiler og som flybrændstof.

Shipping firmaet Mærsk har produceret mange nye containerfragtskibe der kan sejle på metanol, og der er samtidig en national målsætning om at få al indenrigsflyvning over på den grønne metanol som brændstof. Behovet for grøn flydende brændstof er der altså allerede.

Det helt væsentlige i PtX anlæggene er at de bruger den lokalt producerede strøm fra solceller og vindmøller til denne proces.

Men opbakningen kommer ikke uden omtanke. Og vi vil gerne slå fast, at vi i Venstre ikke ønsker at plastre landskabet unødvendigt til med solceller. Der skal kun etableres det antal, der er nødvendigt for at understøtte PTX-anlæggets drift og det tilhørende erhvervsområde.

I Venstre har vi brugt rigtigt meget tid på at diskutere projektets størrelse. Vi har været på flere ture for ved selvsyn at se nærmere på de områder som er indeholdt i ansøgningen, besøgt berørte borgere og ikke mindst lyttet til de mange input og bekymringer, som vi har modtaget fra mange borgere. Det ér og har været vigtigt for os at sikre, at udviklingen sker i respekt for dem, der bor tættest på den planlagte energipark.

Vi mener også at der bør arbejdes på at projekterne skal have en bagkant for etableringen, således de nærmeste berørte borgere kan få en afklaring så hurtigt som muligt, og ikke skal stå i en uafklaret situation i unødig lang tid.

Det handler om balancen mellem at bidrage til en bæredygtig fremtid, og sikre at den lokale trivsel og livskvalitet bevares. I Venstre tror vi på, at det er muligt at kombinere den grønne omstilling med ansvarlig og hensynsfuld planlægning.

Afslutningsvis vil vi i Venstre gerne slå fast, at vi ikke vil lade os presse til hurtige konklusioner. Vi mener, at en beslutning om et projekt af denne størrelse og betydning skal træffes på et solidt og grundigt oplyst grundlag. Vi er positive overfor projektet, men vi kommer også til at kræve at der reduceres i antallet af solceller.

Vi vil ikke komme med forhastede udmeldinger, der er præget af valgkamp eller politisk profilering. For det her handler ikke om næste valg, det handler om den langsigtede udvikling af Vesthimmerlands kommune. Derfor kommer vi ikke til at melde en begrænsning ud om arealudpegninger mm., før der foreligger et forslag, der har været i høring blandt borgerne.

Det mener vi er den rigtige, mest fornuftige, og ordenlige måde at behandle både de lokale berørte borgere og projektet.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.