Vennerne skaffer en ekstra skilling til ungdomsarbejdet i FUIK

FARSØ: FUIK’s Venner har startet 2023-sæsonen ud med flere aktiviteter; koncert, klublotto og salg på Farsø Stadion i forbindelse med FUIK’s hjemmekampe i Jyllandsserien.

800 deltog i ”fodbold” koncert
-I forbindelse med vores koncertoplevelse i Messecenter Vesthimmerland i sidste måned vil vi gerne takke for opbakningen og tilslutningen fra de mange festglade gæster til spisning og koncert, hvor ca. 800 deltog. Også en stor tak til sponsorer og fonde, lyder det fra Jens Røschmann fra FUIK’s Venner. De har været med til at gøre det “lidt” festligere at bo i Vesthimmerland. 

Jens Røschmann fortæller, at FUIK’s Venner også har udtrukket de sidste vindere i klublotto 2022, som har fået overbragt gavekortene til Farsø Handelstandsforenings butikker. Senest har Klaus Hansen og Jan Thrige været de heldige vindere af gavekortene. 

Klaus Hansen er blandt de seneste vindere af gavekort i FUIK’s Venners klublotto. Her overrækker Jens Røschmann.
Jan Thrige er en anden af de seneste vindere af gavekort i FUIK’s Venners klublotto. Her overrækker Jens Røschmann.

Vennerne er på plads på Stadion 
FUIK’s venner har også været til hjemmebanepremiere med FUIK’s Jyllandsseriehold. Her stod ”vennerne” klar med salgsboden med stadionplatter og drikkevarer til publikum.

-Hold øje med Farsø Avis hvor vi i foråret, som noget nyt, vil annoncere med FUIK’s hjemmekampe, opfordrer Jens Røschmann.

I forbindelse med hjemmekampene i Jyllandsserien vil der også være lokale boldsponsorer, som gennem disse sponsorrater vil være med til at støtte op omkring såvel senior som ungdomsholdene i FUIK.

-I FUIK’s Venner er vi taknemmelige for den støtte vi møder lokalt til vores arbejde med at skaffe en “ekstra skilling” til ungdomsarbejdet i FUIK, slutter Jens Røschmann.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: