Vellykket og festlig Havnefest

HVALPSUND: I denne uge mødtes alt godtfolk, vanen tro, til havnefest og kræmmermarked i Hvalpsund.

250 spillere til Havnebanko
Onsdag aften lagde Havnefesten ud med havnebanko på programmet, som der var rigtig stor søgning til med i omegnen af 250 spillere på plads til masser af præmier på rækken og pladen. Bag Havnebanko stod Hvalpsund Fællesforening – og mon ikke det giver et klækkeligt bidrag til idrætsklubberne i Hvalpsund.

65 løbere til Hvalpsund Løbet

Torsdag aften var der Hvalpsund Løb. 65 løbere stod klar ved start til at tage den naturskønne rute på 6,5 km gennem Hvalpsund og omegn. Første løber var – trods det varme vejr i mål i en god tid nemlig, 23,15 minutter.
 

Kræmmerhandel

22 kræmmerboder – en del færre end de forrige år, kunne fredag slå teltdugen til side og åbne op for salget på Havnepladsen. Lørdag kom endnu flere folk fra nær og fjern kom for at gøre en god handel på kræmmermarkedet. 

600 kr. gravet frem

Fredag eftermiddag var det børnenes tur til at boltre sig i en stor sanddynge for at grave efter ”guld”. 30 – 40 børn var klar med deres hænder, og i løbet af kort tid var klingende mønt af en samlet værdi på kr. 600, gravet op til overfladen.  
 

5 familier og 5 dyster

Herefter stod der familiedyst på programmet, hvor fire familier stod klar med hold på 3. pers. og indskiftere til at tage dysten op. Første dyst, sækkeløb blev vundet af Familien Jacob Rasmussen. Og herefter fulgte dysterne æggevæddeløb, oppustning af balloner på tid, sømblok og samling af blomsterkasse. Her var Familien Peder Holm Pedersen suveræne vindere med sejr i tre dyster. Familien Lars Andresen i en, mens Familien Per Sørensen desværre måtte tage dysten som en oplevelse uden nogen sejre.
 

Stuvende fyldt telt Havnefestbal
Lørdag aften var 215 spisende gæster på plads til havnemiddagen. Efter middagen indtog endnu flere danseglade teltet til teltballet med Madam Blå og Pop-Rockerne, så teltet blev fyldt.  

 

-De leverede virkelig varen og spillede for deres penge, fortæller Ole Randrup fra Havnefestudvalget. Det var en helt fantastisk aften med masser af glade mennesker.  
 

Optog og plankeslagsmål

Søndag sluttede havnefesten af med de meget publikumsvenlige indslag, optoget og plankeslagsmålet.  
 

Ni indslag til optoget

4 voksenindslag og hele 5 børneindslag havde i år meldt sig til optoget.  
 

Vinder af voksenoptoget for 3. år i træk blev Friplejehjemmet Hesselvang med et stort antal deltagere, heraf 17 ud af friplejehjemmets 24 beboere, der lystigt vinkede ud til publikum. Dertil kom ansatte, bestyrelse og frivillige i ægte ”Royal Run” t-shirts og medaljer, der afspejlede indslagets tema, nemlig ”Royal Run” og ikke mindst friplejehjemmets nye status som Senior Idrætscenter.    

På andenpladsen fulgte indslaget ”Campisterne”.

På tredjepladsen fulgte Lord Nelson med ”Farsø bordet” og på fjerdepladsen ”Det Lille Kompas” med sørøvertema.  
 

I børnekategorien vandt indslaget med ”Gjøl troldene”, herefter fulgte ”Hessel Høst” og på tredjepladsen ”Havfruerne”. Men ligeså så flotte indslag kom fra ”Blomsten & Bien” og ”Tingvej Prinsesserne”    

10 kæmpede på planken
Det er mange år siden, at Plankeslagsmålet har kunnet præstere 10 deltagere, men ikke desto mindre sådan var det i år.   

I det varme sommervejr tog mange af deltagerne turen i havnens vand end inden dysten var gået i gang og nød det.
 

Sidste års vinder Andi Kidmose blev slået af pinden i en af de første runder, og derfor blev det endnu mere spændende hvem årets vinder blev. Selvom unge Frede Brink Pedersen kæmpede meget ihærdigt og koncentreret om at træde i sin fars (Bo ”Taxa” Pedersens) fodspor som plankemester. Det blev dog ikke i år, for han måtte se sig slået af en erfaren plankeslagsmåls deltager, nemlig Brian Poulsen, der lagde vægten bag og fik slået unge Frede ud af balance.
 

Traditionen tro var der mange tilskuere til både optog og plankeslagsmålet.  
 

Fyldt festtelt sluttede festen af
Mange fulgte også med til eftermiddagens koncert med John Mogensen Live i festteltet. Det var et kært gensyn med John Mogensen kopien, og derfor blev teltet for anden dag i træk fyldt med festglade mennesker frem til kl. 20.00, hvor årets Havnefest sluttede af med manér.
 

Ole Randrup fra Hvalpsund Borgerforening, som står bag Havnefesten, er meget tilfreds med opbakningen til festen. Et fyldt telt to dage i træk, mange deltagere til plankeslagsmål og optog – og generelt mange besøgende er da en succes.  
 

-Og det hjælper på det bøvl og ekstra arbejde vi har haft med nye tilladelser og afmærkninger i år. Og på trods af det, fik vi ikke engang det lovede lys på havnen, stikker Ole Randrup til Vesthimmerlands Kommune. Men det må vi håbe bliver bedre til næste år.       

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: