FARSØ: Mandag åbnede det nye tappested på Farsø Sygehus. Et tappested der skal få både nuværende og nye bloddorer i Vesthimmerland til at afgive blod lokalt.
Med til indvielsen var medlemmer af Regionsrådet, Bloddonorerne Nordjylland, Støtteforeningen f. Vesthimmerlands Sygehus i Farsø og sygehusledelsen på Farsø Sygehus.
Indvielsestale og snorklip
For indvielsestale og snorklipning stod det lokale medlem af Regionsrådet Pia Buus Pinstrup (C), der har været forkæmper for at der skal etableres flere tappesteder i Nordjylland, heriblandt det på Farsø Sygehus.

Hun sagde: – Det her er en festdag i Farsø og det har jeg glædet mig rigtig meget til. I Regionsrådet træffer vi rigtig mange beslutninger, og sætter penge af til mange forskellige tiltag i vores budgetprocesser. Ud af de 15 mia. vi flytter rundt på, så er det sjældent det er så håndgribeligt og synligt som det vi skal indvie her i dag, nemlig et nyt tappested i Farsø.
Skal ikke længere køre så langt
Et lokalt tappested til gavn og glæde for de uselviske og gavmilde donorer, som ikke længere behøver at køre så langt for at donere blod. Ikke mindst til gavn og glæde for de nordjyske patienter, for det er dem det i virkeligheden handler om.
Donorblod det redder liv. Vi har i Danmark en enestående blodforsyningsmodel der er baseret på frivillige anonyme donorer. En model vi kan være rigtig stolte af. Mange danskere tager måske for givet at få blod hvis man er uheldig at havne i en situation hvor der er behov for det. Men vi må aldrig tage vores donorkorps for givet.
Da tappebussen i 2019 af mange gode grunde var blevet træt og blev afskaffet, så fik mange donorer længere til tappestedet. Det er ikke særligt optimalt, når vi gerne vil give donorkorpset optimale muligheder. Derfor har forligskredsen i Region Nordjylland i budget 2025 afsat penge til at etablere et tappested her i Farsø. Vi åbnede tidligere på året også et tappested i Frederikshavn. På samme måde til gavn for donorene tæt på og for det nære sundhedsvæsen. Men der er plads til en til. Vi har brug for alle de donorer der melder sig,
Tradition for at være bloddonor
Vi er så heldige at bo i en landsdel hvor en stor del af vores medmennesker og medborgere har tradition for at yde en frivillig indsats, både i bestyrelser, i klubber, i foreninger og altså også som bloddonorer. Civilsamfundet betyder rigtig meget. Tilbage i 2019, har jeg lige været tilbage i noterne at se, var der 900 donorer i Vesthimmerland. Det var en kæmpe stor opbakning. Nu glæder vi os til at de kommer hjem igen.

Jeg har stor tiltro – med donorforeningens hjælp, at det vil vise sig at der forsat er et solidt grundlag for vores nye tappested her i Farsø. Tak til jer der donerer blod, og har energi og tid til at donere jeres blod og dermed også redde liv for andre mennesker. Tak til vores gode samarbejdspartner, det er Bloddonorerne i Region Nordjylland som i dag er repræsenteret ved formand Per Højen. Og tak til mine kollegaer i Regionsrådet for at erkende behovet for at der stadigvæk skal være et tappested i Farsø. Det har vi brugt mange kræfter på, det er nu blevet gennemført.

Tillykke til Farsø og Farsø Sygehus
Sidst men ikke mindst tillykke til Farsø og en cadeau til Farsø Sygehus – den her fantastiske matrikel som endnu en gang har vist fleksibilitet til at der er plads til bloddonorerne også. Så tillykke til også alle sammen med det nye tappested, lød det fra Pia Buus Pinstrup.

Der er brug for alle bloddonorer
Per Højen, der er formand for regionsbestyrelsen for bloddonorerne i Region Nordjylland, er glad for at der nu bliver bedre mulighed for at afgive blod lokalt. Nordjylland er en stor region, og derfor er der brug for alle donorer og alle 7 tappesteder i Nordjylland
Per Højen, der selv bor i Vendsyssel, har selv fulgt åbningen af det andet nye tappested på Frederikshavn Sygehus tidligere i år.
– Det har virkeligt været positivt. Det håber vi også det bliver på Farsø Sygehus, så vi kan få mange af bloddonorerne tilbage, siger han.

Orienteringsmøde i Farsø om kort tid
Han fortæller videre, at Bloddonorerne i Region Nordjylland senere dette efterår vil holde et orienteringsmøde i Farsø med det formål at vække interessen for at blive bloddonor samt at stifte en lokal enhed for Vesthimmerland.
Støtteforening bakker op og hjælper med synligheden
En proces som Støtteforeningen f. Vesthimmerlands Sygehus i Farsø meget gerne hjælper i gang med og bakker op om. Allerede på kommende weekends Kimbrerskue vil støtteforeningen medbringe infomateriale omkring hvordan man kan blive bloddonor og benytte tappestedet på Farsø Sygehus.
/cf
FAKTA:
For at blive bloddonor skal man være sund og rask
Være mellem 17 og 65 år
Veje mindst 50 kg.
Man kan tilmelde sig på bloddonor.dk
Medicin, sygdomme og andre faktorer kan betyde at du ikke kan blive bloddonor
Man vil – alt efter blodtype blive indkaldt til tapning ca. hver 4. måned. Det sker på SMS.
Tappestedet på Farsø Sygehus er åbent hver mandag fra kl 12.45 til 18.30.
En fuldblodstapning tager ca. 20 minutter
Der regnes med 25 tapninger pr. åbningsdag
Det er sygeplejersker fra Blodbanken i Aalborg, der kommer til Farsø og foretager tapningerne
Blodet leveres til Blodbanken på Aalborg Sygehus for at blive renset og delt i portioner
Blodet vil herefter blive brugt på fortrinsvis nordjyske patienter
40% af blodet bruges til kræftbehandling
30% bruges ved fødsler og operationer
30% bruges ved kroniske sygdomme

