Velfærdsstaten Danmark er ved at falde fra hinanden

Af: Henning Josefsen, Byrådskandidat for SF i Vesthimmerland

De sidste par årtier har vi haft borgerligt styre i Danmark. Først var det under Anders Fogh Rasmussens ledelse, dernæst under Helle Thorning Schmidts ledelse og senest under Lars Løkke Rasmussens ledelse. Regeringen Helle Thorning Schmidt førte på mange måder borgerlig politik – ikke mindst en økonomisk politik, som en borgerlig regering ikke havde kunnet ønske sig meget anderledes.

Det var også i den periode, at ”styreformen” New Public Management blev det store dyr i den liberale åbenbaring. Der blev navigeret efter bundlinje, tilfredshedsundersøgelser, benchmarking, gennem rigide processer og detailregler som f.eks. ældrepleje på minuttid, og andre ”værktøjer”, som passer ind i et regneark. Antallet af konsulenter, kontrollanter og visitatorer steg voldsomt. Denne DJØFisering har været til stor gene for lederne og medarbejderne, der arbejder ”ude i fronten”, som det så pænt hedder.

En altødelæggende Budgetlov blev vedtaget i Folketinget i denne periode. Med denne lov blev den økonomiske styring lagt i hænderne på finansministeren. Det kommunale og regionale selvstyre blev i den grad stækket. Der kom noget så uhørt som straffeforanstaltninger i forhold til det kommunale og regionale selvstyre i form af kollektiv økonomisk afstraffelse, hvis en eller flere kommuner ikke makkede ret. Den tredeling af magten, der i årtier havde været mellem stat, amter og kommuner var med et pennestrøg fjernet. Har vi reelt kommunalt selvstyre, kunne man spørge?

Og hvorfor denne lov? Fordi den store og gode velfærd, som folketingspolitikerne lover i deres politiske skåltaler, ikke må koste det, det rent faktisk koster. Derfor bliver værktøjerne i New Public Management aktiveret. Den offentlige sektor bliver alt for stor, siges det, så der skal spares. Regeringerne finder på mange smarte ord, men de kan sammenfattes under ét ord: BESPARELSER!

Uddannelsessystemet er blevet gjort til et system, som skal fungere som en fabrik – med børn som råvareinput og med voksne som produktoutput. Og eleverne og de studerende skal ikke komme i tanker om at tage nogle svinkeærinder. Hvor er menneskene henne i dette cirkus? Vi har aldrig haft så mange (unge) mennesker med identitets-, selvværds- og psykiske problemer som nu. Det nuværende uddannelsessystem med test, prøver, erhvervsparathedsvurderinger og 12-tals fokus og præstationsforventninger er en væsentlig spiller i dette.

Lars Løkke Rasmussen og hans regeringer var skyld i mange dårligdomme. Han fik bl.a. gennemført en kommunalreform, der – som sagt – reducerede både de nye kommuner og de nye regioner til ”gummistempler” for den til enhver tid siddende regering – i kraft af Budgetloven. Jeg ved ikke hvorfor, eller måske ved jeg det godt, jeg kommer til at tænke på eventyret ”Kejserens nye klæder”. Der hvor drengen siger det, som alle andre ikke tør sige: Se, han har jo ikke noget tøj på.

Lige nu før et kommunalvalg kunne jeg have til lyst at råbe til Folketinget: HVORFOR ER DER INGEN, DER HAR SAGT NOGET MEGET HØJT? Endnu. Hvorfor leger vi stadig med på denne kommunale stoleleg? Kommunalpolitikere har jo reelt ikke det værktøj, som skal bruges til at lave politik, der rykker noget: selvbestemmelse over økonomien. 

Jeg har besluttet at lege med trods de svære ods for at være med til at præge den politik, der bør føres til gavn for kommunens borgere.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: