VESTERBØLLE: I kommende weekend, inviterer Vesterbølle til lidt af et jubilæum, for det er 20. gang at der afholdes Levende Landsby.
Årligt tilbagevendende tradition siden 2005
Det er foreningen Levende Landsbykultur i Vesthimmerland og Vesterbølle Sogns Beboerforening, der står bag det store arrangement, som er blevet en tilbagevendende tradition den første weekend i august. Arrangementet har været afholdt i Vesterbølle siden 2005.
Livet og dagligdagen for 100 år siden
Der bliver stort rykind de to dage arrangementet varer. Gæsterne vil træde ind i en tidslomme og vil blive ført godt 100 år tilbage i tiden og opleve hvordan livet og dagligdagen var dengang, da der blev anvendt håndkraft til arbejdet.
Beboere er arbejdende statister
Vesterbølle by afspærres og de fleste beboere og andre frivillige er arbejdende statister som er iført datidens dragter og spiller deres roller som fæstebønder, håndværkere, kuske, skolelærer, vaskekone og byens postbud.
Man bliver sendt flere generationer tilbage i tiden på hovedgaden Tolshøj i Vesterbølle hvor kun gående og hestekøretøjer har adgang i dagene.
Historisk by
Ved samtlige huse er der opsat et historisk skilt, der fortæller om hvem der har boet der gennem tiderne.
I Egnssamlingen i laden på Tolshøj 13 er der en gammeldags købmandsbutik med varer fra en svunden tid, Desuden en der også en stor udstilling med Madam Blå, en legetøjsafdeling, en radio/tv udstilling og udstilling af gamle symaskiner og mange andre kulturhistoriske ting.
På Tolshøj 13 kan man også opleve den gamle skole, hvor eleverne bliver undervist af den stramtandede lærerinde. Der synges morgensang til akkompagnement af det gamle trampeorgel. Der bruges tavler, skrives skråskrift og måske kommer skammekrogen og spanskrøret i brug.

I den nyopførte udstillingshal bag Tolshøj 13 kan man se Levende Landsby’s flotte restaurerede hestevogne, ligesom det også er muligt at få en gratis tur i hestevogn.
I smedjen kan man møde Ole som regerer i tømrerværkstedet og børnenes knivsmed.
Hougaarden spiller en særlig rolle
På den historiske Hougaarden er der liv i stuehuset. Der arbejdes ved den store væv i stuen, der spindes på rok, der brikvæves, børnene kan se hvordan man knipler og syr på symaskine. Det er også her slægtsforskeren sidder og hjælper med at finde frem til sine slægtninge. På gårdspladsen står damerne og har gang i storvasken med vaskebræt og tørresnor. Det er tilladt at give en hånd med hvis man ønsker det.

I laden og stalden på Hougaarden er der en udstilling af gamle landbrugsredskaber og man kan se hvordan karlen boede i et lille kammer ved hestestalden. Som noget nyt, er der i år også udstillere i laden, hvor man kan gøre en god handel.
Borgmester holder tale og spiller fæstebonde
Igen i år vil Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen åbne høstdagene på Hougaarden og borgmesteren vil sammen med høstfolkene gå i marken og arbejde. Her vil høsten blive overvåget af herremanden og ridefogeden, der svinger pisken over fæstebønderne.
På vej til marken passerer man en stor I udstilling med veterantraktorer
Høstspil
I marken kan publikum følge de muntre scener der udspiller sig, blandt andet den fordrukne bonde, der senere kommer på træhesten. Hans kone der skal føde mit i høsten bliver kørt til Hougaarden for at føde barnet.


Guidede ture i hestevogn
Begge dage er der desuden guidede ture i hestevogn til det fredede område Holmen. Der er også mulighed for en tur med traktor og vogn forbi det økologiske gartneri Drivhuset. På toppen ved vandværket er der en fantastisk udsigt til Limfjorden.
Skulle man blive lidt småsulten i dagens løb kan der købes øl, vand, pølser, brød og vafler i madteltet ligesom man få en kop kaffe og lækkert hjemmebag i ”Café Madam Blå”
/cf


