Vedrørende fordyrelsen af omfartsvej

Af: Torben Thomsen, Gl. Blærevej 66, Blære

Kør nu en tur på den absolut mest økonomisk fejlslagne vejstrækning i Vesthimmerlands Kommune. 

Mange millioner i overskridelse og nuværende borgmester tør ikke afgøre, om den er pengene værd, den flotte vej om byen Aars, kan man læse i avisen.

Vejen blev besluttet af partierne Venstre og Konservative, de andre partier var imod. Og lagde sig nok derefter ned i stum overgivelse, eller har de set med og vidst bedre og håbet, at der ville gå økonomisk kaos i det for det lille flertal, der besluttede at bygge vejen.
 

Et teknisk udvalg har jo også rummet en opposition, og man kunne vel forvente,at udvalget løbende har stillet spørgsmål og krævet at blive orienteret, og har stillet begavede spørgsmål.


Byrådet har fået oplyst prisen på vejen, man kendte prisen, så kunne man regne med et spørgsmål til beslutningstagerne, ”er I nu sikre på, kan det passe, at der kun skal afsættes godt en million til museet.” Kommer det virkelig som en overraskelse her bagefter, så ser folkestyret ud til ikke at virke eller i hvert fald den daværende forsamling af folkevalgte.

Man kunne stille vejoppositionen det spørgsmål, hvilke opklarende spørgsmål, de har stillet undervejs til entreprenørudgifter, eller har de bare ladet stå til, fordi de blev oplyst om, at der var valgt det billigste tilbud, hvilket borgmesteren beklager og oplyser om, at nuværende pris faktisk matcher det dyreste tilbud. 

Lad os høre hvilken kritik oppositionen forgæves har rejst, og som sædvanen tro ofte har været tiet ihjel i Vesthimmerlands Kommune. Fremfor at ekspropriere har man valgt at købe jord, og borgmesteren udelukker ikke en fordyrelse her.

Passer det nu, at embedsmanden, der havde ansvaret for den tekniske side af mageskiftet ikke mere er ansat i kommunen, og har det noget med den uheldige udvikling at gøre? Den løbske udvikling, som kommer til at koste skatteyderne ekstra penge i landets næstdyreste skattekommune. Får et tilfældigt medlem af samfundet noget svar? Næppe, hvis politikere heller ikke søger svar.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: