Af: Niels-Karl Lyngby, Præstegårdsvej 19, Vester Hornum
Det er åbenbart svært at forstå for folk med alt for mange penge, og som gerne tilsidesætter moral og etik for af få flere.
Det handler ikke om penge for os i landdistrikterne!.
Det er nedladende og respektløst, at de tilbyder os deres lommepenge for at købe sig goodwill som kompensation for deres ødelæggelse af vores natur, agerjord, boliger og eksistensgrundlag og for at gøre det nemmere at rage mere til sig.
Og lad bare være med at lede efter flere håndører. Vi er ikke interesseret!.
Det gælder både grådige projektmagere og de myndigheder, der helt har ladet sig besnakke og har fejlvurderet projektmagerne, deres økonomiske formåen, og deres hensigter med VE anlæg i Vesthimmerland
Husk det når flere af vore folkevalgte gerne vil genvælges i november. Spørg dem, hvad de vil gøre for at hjælpe de medborgere, som er kommet i klemme, og hvis interesser de bliver valgt til at varetage.
Mange af vore medborgere i landdistrikterne i det centrale Vesthimmerland er allerede kommet i klemme , og det vil ske for mange flere, hvis de påtænkte projekter fremmes af det kommende Byråd.
Der er ingen, der kan pålægge Vesthimmerlands Kommune at lade projektmagere tildække 670 ha med solceller. Det kan kun ske, hvis et flertal i det nye Byråd synes, det er en god ide, at omlægge 670 ha. landbrugsjord og natur til solcellemarker.
Det er ikke for sent at prøve at forhindre det.

