Varmeprisen stiger ikke i Farsø

FARSØ: Mange varmeværker har varslet deres forbrugere højere varmepriser i 2025, endda nogle steder betragtelige stigninger. Farsø Varmeværk er ikke iblandt dem, her forbliver varmeprisen i 2025 helt uændret i forhold til 2024.

Driftsleder Bo Rasmussen har trukket tal fra den fælles brancheorganisation Dansk Fjernvarme, der viser at Farsø Varmeværk så at sige ”ligger meget lunt i svinget”.

Varmeprisen for et standardhus på 130 m2, viser at forbrugere under Farsø Varmeværk, der altså nu også omfatter Fandrup og Ullits, ligger på kr. 13.113,- før evt. rabat for god afkøling. Det betegner Bo Rasmussen som meget tilfredsstillende.    

Farsø Varmeværk ligger ovenikøbet under gennemsnits fjernvarmeprisen for Vesthimmerland der er på kr. 14.383. Den højeste fjernvarmepris i Vesthimmerland beløber sig til kr. 19.924,- og gasprisen er endnu højere med kr. 21.487 for et standardhus på 130 m2. Priserne er opgjort i 2024.              

Bo Rasmussen fortæller, at Farsø Varmeværk fyrer med flis og der ikke er noget der tyder på at flis bliver dyrere, for det er der gode aftaler på. Da flis er grøn brændsel bliver der heller ikke pålagt knoxafgift.

Den stabile varmepris er også godt nyt for de nye forbrugere i Fandrup og Ullits. Selvom det har kostet forbrugere at komme på, så kan de se frem til billig og stabil varme fra Farsø.  

Bo Rasmussen tilføjer, at udrulningen af fjernvarme til Fandrup og Ullits er gået helt efter planen og projektet har holdt prisen.  Værket har heller ikke skullet udvide kapaciteten selvom 150 nye forbrugere har skullet kobles på. 

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: