VESTHIMMERLAND: Det er efterhånden fem år siden at Foreningen Vandaksen blev stiftet. Siden er der arbejdet med flere afmærkede ruteforløb til vands og til lands langs Limfjordskysten, åer og søer i Vesthimmerland.
Primi-Deluxe Natur- og Oplevelsespakke
Nu er nogle af disse forløb, som det næste element blevet sammensat til en Primi-Deluxe Natur- og Oplevelsespakke sammen lokale overnatningssteder.
Primi-Deluxe konceptet er unikke og finurlige naturoplevelser i Vesthimmerland for par, familier og grupper. Det er håndplukkede naturoplevelser, nøje udvalgte vandreture, cykelture på elcykel, kano/kajaksejlads på sø, å og fjord, overnatning i det fri, mad over bål, kombineret med luksusoplevelser på et af områdets højt ratede hoteller og hostels, på én og samme tur.
Naturvejleder Karin Winther, kommunens repræsentant i Vandaksen, fortæller: – Du skal slet ikke tænke på at få logistikken til at gå op i en højre enhed. Det har vi gjort for dig. Du skal blot finde ud af hvornår det passer ind i din kalender og booke din naturpakke.

Denne første pakketur som vi søsætter nu, gennemføres over 3 dage i den nordlige del af kommunen og vi har tænkt og afprøvet det hele; logistik, overnatning, forplejning, transport og oplevelser m.m. Ved turstart får du udleveret et ’Tur-Kit’ med drikkedunk, siddeunderlag, turbeskrivelse, naturfoldere og kort i et vandtæt chartek. Du kommer rundt på gåben, i kano eller kajak og på en af foreningens nye el-cykler, og oplever De Himmerlandske heder, Koppes Mølle, sejlads på Vilsted Sø, Vilsted Kro, mad over bål og ender med at blive forkælet på Vitskøl Kloster med overnatning og Vitskøl Tapas i munkekælderen. Den sidste dag slutter du din individuelle pakketur med et besøg i Ertebølle eller Næsbydale, og det alt sammen på én og samme tur.

Den første af flere naturpakker
Og det er den første af flere naturpakker, for allerede nu arbejder Vandaksen på at sammensætte naturpakker i den sydlige og østlige del af kommunen.
-Det er det der har været vores mål – det vi hele tiden har arbejdet hen imod, fortæller Jørgen Ørnskov, formand for Vandaksen.
Vandaksen har nu i 5 år arbejdet på at samle lokale lodsejere, ildsjæle, foreninger, myndigheder, turismeaktører og udbydere i et netværk som sammen skal udvikle og markedsføre de aktivitetstilbud, services og muligheder som er indenfor natur- og friluftsliv til lands og til vands i Vesthimmerland. Helt konkret har vi arbejdet med at skabe det system af stier og ruter som kan forbinde og koordinere de enkelte tilbud.
Og vi er ikke færdige endnu.
Primi-Deluxe naturkonceptet er vores flagskib, den samlende drivkraft som skal samle og udbrede det lokale netværk, og markedsføre hvad ’man kan her på egnen’.
Vi arbejder også med en ’bland selv’ naturpakke, hvor man, på sigt, skal kunne vælge mellem alle de udbydere, aktører og services indenfor natur- og friluftslivet i Vesthimmerland, som er medlemmer af Vandaksen. Her skal den enkelte selv krydse af og bestille de oplevelser og services som brugerens Primi-Deluxe Naturpakke skal bestå af og sammensættes med, slutter formanden Jørgen Ørnskov.
