Valhalla skal være fri for mobberi

FARSØ: Lions Club Farsø – Thit Jensen har netop doneret en kuffert fuld af mobbebekæmpelse til børnehaven Valhalla.

Her ses børnene i Valhalla med indholdet fra kufferten ”Fri for Mobberi”. Kufferten er udviklet af Red Barnet og Mary Fonden – og doneret til Børnehaven Valhalla af Lions Club Farsø – Thit Jensen

"Fri for Mobberi" består af en kuffert med pædagogiske værktøjer til både pædagoger, lærere, forældre og børn – værktøjer til at forebygge og bekæmpe mobning.

I kufferten er der blandt andet særlige bamsevenner, faghæfter, cd’er og et massageprogram, hvor børnene skal massere hinanden, for den man masserer eller nusser på ryggen, driller man ikke – hedder det i teksten.

Kufferten er udviklet af Red Barnet og Mary Fonden.

Børnene har fået kufferten og har allerede arbejdet meget med den.

– Det er rigtig godt og har virkelig åbnet de små børns øjne for, hvad det vil sige at være gode ved hinanden, fortæller pædagog Marianne Villadsen.

Pengene til kufferten har Lions Club Farsø Thit Jensen indsamlet ved at sælge tulipaner til lokale virksomheder og private. Pengene er øremærket forebyggelse mod misbrug.

– Ved at donere pengene i børnehaven er vi med til at starte forebyggelsen meget tidligt, men jeg mener at god trivsel og mobbebekæmpelse er første skridt til at forebygge dårlig trivsel og eventuel misbrug senere i livet, siger Lise Harbo, der som præsident for Lions Club Farsø Thit Jensen, og er meget glad for at kunne overrække et så målrettet værktøj til mobbebekæmpelse.

Børnehavens leder Birte Pedersen har lovet at andre institutioner også må se og eventuelt låne kufferten, så mobbebekæmpelsen kan udbredes også udenfor Valhalla.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: