FARSØ: Om mindre end 2 uger – nærmere bestemt den 18. november, skal krydset sættes ud for den byrådskandidat eller liste, du ønsker skal repræsentere dine interesser i Vesthimmerlands Kommune i den kommende 4 års periode.
Mange borgere i Vesthimmerland er sikkert stadig i tvivl om, hvor krydset skal sættes. Det kan skyldes en række ubesvarede listepolitiske spørgsmål, men nok især de enkelte kandidaters egen holdning til vigtige lokalpolitiske spørgsmål.
Mød dine lokalpolitikere i Farsø på lørdag
På lørdag den 8. november kan du helt sikkert komme dit kryds nærmere. I kommunalpolitik – og for den sags skyld også regionspolitik, er det i udpræget grad de personlige stemmer der tæller.
Derfor har Farsø Rådhuscenter arrangeret, at du kan møde kandidaterne, for at fortælle, hvad der har stor betydning for dig. Så benyt dig derfor af muligheden for at stemme dine personlige holdninger af med kandidaternes. Håbet er, at du finder den kandidat eller den liste, som kæmper for dine standpunkter og interesser.
Til stor glæde, har samtlige partier/lister til kommunalvalget i Vesthimmerland meldt deres ankomst med en eller flere af deres kandidater, på lørdag i Farsø Rådhuscenter til Valgcafe og Vælgermøde.
Spørg løs i valgcafeen
I valgcafeen omkring Centertorvet kan du møde samtlige 11 opstillede partier/lister til kommunalvalget og mange af deres kandidater. Her vil du få lejlighed til at stille dine spørgsmål individuelt – på to-mandshånd – meget gerne om forhold der vedrører Farsø-området.
…. eller på valgmødet
Ønsker du svar på dit spørgsmål fra flere af de opstillede partilister for at kunne holde svarene op imod hinanden, kan du bringe det op i et større forum til valgpanelet på valgmødet fra kl. 11.00 på Centertorvets scene, hvor hver liste er repræsenteret med 1-2 kandidater.
I den forbindelse har Centerforeningen i Farsø Rådhuscenter, som er arrangør, allieret sig med Jørgen Højrup Jensen som ordstyrer. De fleste kender ham som butiksindehaver af Kop & Kande butikkerne i Farsø og Aars. Han er desuden medejer af Farsø Rådhuscenter og tidligere formand for Farsø Handelsstandsforening. Han er også deltager i netværket Farsø Udvikling og netværket Vesthimmerland Sammen,
Han vil sørge for, at du – og alle andre, får svar og kandidaterne ikke ”snakker udenom”.
/cf

