FARSØ: I forbindelse med Frivillig Fredag i Dronning Ingrid Hallerne var rigtig mange frivillige fra lokale foreninger og organisationer i Farsø og omegn indstillet til priser og hæder, men en ung mand tog prisen hjem til Farsø nemlig Albert Randers Jende der var modtager af DGI Unglederprisen.
Motivationen lød således: Albert Randers Jende er indstillet for hans store indsats for Farsø Gymnastikforening. Albert er dén type frivillig, som alle foreninger ønsker at have med på holdet. På trods af hans kun 17 år, så har han i flere år taget stort ansvar for foreningens redskaber. Han ved præcis hvad vi har, hvor det skal stå – og ikke mindst hvis noget mangler. Er der noget, der er gået i stykker, så går det heller ikke ubemærket hen, og han sørger for, at det kan blive repareret. Albert er typen, der gerne selv melder sig til opgaver. Derfor har vi bl.a. både en fotograf og en lydmand til vores opvisninger. Han melder sig også gerne til opgaver i.f.m. byfesten og stiller op til by night og når foreningen skal repræsenteres udadtil. Han hjælper gerne til på alle foreningens hold – og så kender han foreningens hovedsponsors maskot, William – som er en kæmpebamse, særdeles godt.
Ikke nok med det – selvom avisrute og skole også skal passes, så er Albert også instruktør. Han står ikke tilbage for at tilmelde sig kurser eller inspirationsdage, og det har Farsø Gymnastikforening rigtig stor glæde af. Vores gymnaster er også glade for Albert. De kan mærke, at han gerne vil dem, og han tør godt gå på gulvet og lege og pjatte, men når der skal springes, så har han helt styr på sikkerheden.
Ud over hæderen bestod prisen af en gavecheck på 2.500 fra DGI Nordjylland og fra Vesthimmerlands Kommune en sportstaske inkl. biografbillet.