HAUBRO: Fællesskab, tryghed og venskaber for livet er opskriften på succes på Himmerlands Ungdomsskole. Alle senge er for første gang i 10 år fuldt besat.
167 elever, 10 gange og 31 fastansatte medarbejdere. Det går mere end godt på den vesthimmerlandske efterskole mellem Farsø og Aars, der for første gang i over 10 år har fyldt efterskolen til randen. Det var derfor med store smil, at efterskolen i søndags kunne byde omtrent 330 forældre og deres børn velkommen i hallen til fællessang. Der blev sunget “Er lyset for de lærde blot”, og “Hvor du sætter din fod”, mens de nye drenge og piger lidt genert kiggede på hinanden for at se efter et kendt ansigt i flokken.
Gennem de seneste 6 år er eleverne strømmet til efterskolen, der har været nødt til at renovere flere ældre gange for at kunne følge med udviklingen. Det glæder forstander på Himmerlands Ungdomsskole, Jesper Laubjerg, som ser frem til at tage imod det nye elevhold
– Efter fem år hvor vi hvert eneste år har fyldt elevholdet så meget op, som vi har haft kræfter til, er det fantastisk at alt nu er renoveret og at de gamle holdstørrelser på HU er tilbage. Elevholdet udnytter nu rammerne fuldt ud, og vi har allerede sat os nye mål, som dog ikke involverer flere elever.
De unge vil fællesskabet
Fællesskab og frihed under ansvar har været nøgleordene for efterskolens visioner. Ifølge skolens ledelse har det været vigtigt at efteruddanne medarbejderne og løbende revurdere, hvad målet for efterskolen er. -Vores mål er, at man på HU skal opleve fællesskab på den gammeldags måde i en tid, hvor de traditionelle fællesskaber er under pres. De unge skal opleve, hvor langt man kan nå, hvis man selv putter 51% fællesskab og 49% af sig selv i et efterskoleår. Det er her, at magien ved forskellighed på efterskole opstår, udtaler forstander Jesper Laubjerg.
Udover undervisning oplever de unge blandt andet fællesskabet på rejser til Atlanta og Krakow og et af de største udvalg af profilfag i Nordjylland
I 2020 fejrer Himmerlands Ungdomsskole 100 års jubilæum, hvor man forventer, at alle tidligere som nuværende elever vil blive inviteret til et brag af en fest.